20200617_Gruppemøder for børn med diabetes.jpgSuper seje børn på diabetes-camp. Børneafdelingerne ved regionshospitalerne i Herning, Viborg og Randers samt Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital starter nu et nyt behandlingstilbud til børn med type-1diabetes. Foto:Tonny Foghmar.

17.06.2020.

Quiz, orienteringsløb og historiefortælling er normalt ikke det, man forbinder med en tur på hospitalet. Men det bliver nu en del af behandlingstilbuddet til børn med type 1-diabetes i Herning, Viborg, Randers og Aarhus.

Får du diabetes som barn, er der meget nyt at lære, og dine kammerater forstår måske ikke helt, hvordan sygdommen påvirker dit liv. Derfor kan børn med diabetes ofte føle sig alene med deres sygdom i skolen, i SFO'en og til spejder.

I Region Midtjylland får børn med type 1-diabetes nu mulighed for at blive en del af et nyt fælleskab på deres lokale hospital, hvor de kan erstatte to af deres fire årlige diabeteskonsultationer med gruppemøder.

Her kan børnene i mindre grupper sammen med kendt personale lære om diabetes på en ny måde, blive bedre til at mestre deres sygdom og knytte relationer til andre børn med diabetes.

Gruppeundervisning har en positiv effekt på børnenes egenomsorg og livskvalitet. Samtidig får børnene mulighed for at møde andre børn med diabetes, som de kan spejle sig i. 

Samtidig er gruppemøderne et netværk for forældrene, der får mulighed for at mødes, dele erfaringer, få undervisning og snakke med os behandlere, mens deres børn er til gruppemøde.

Varmer op med diabetes-camp

Hver gruppe består af 6-8 børn, der som opstart bliver inviteret på en diabetes-camp sammen med personalet fra deres hospital. Her lærer børnene om kroppen og sygdommen diabetes gennem sjove aktiviteter og slutter af med en tur i svømmehallen.

I Herning, Viborg, Randers og Aarhus

Gruppemøder for børn med diabetes er et nyt tilbud i hele Region Midtjylland, som i første omgang tilbydes børn i alderen 8-10 år.

Før COVID-19 var alle børn af sted på diabetescamps, og enkelte grupper nåede at starte op. I løbet af juni og efter sommerferien starter resten af børnene i deres nye grupper.

Ens tilbud i hele Region Midtjylland

Tilbuddet er ens i hele Region Midtjylland og er udviklet i et samarbejde mellem børneafdelingerne ved regionshospitalerne i Herning, Viborg og Randers samt Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital. 

Fakta om det nye tilbud

Det nye tilbud består af:

  • 1-dags diabetescamp.
  • 2 årlige gruppemøder med undervisning og sociale aktiviteter, eksempelvis quiz, kulhydratløb, historiefortælling og fysiske aktiviteter.
  • Forældremøder og forældreundervisning.
  • Tilbuddet er finansieret af Steno Diabetes Center Aarhus og bliver i første omgang en del af sundhedstilbuddet i Region Midtjylland i en treårig periode fra 2020-2023, hvorefter det vurderes, om tilbuddet skal indgå i fremtidens behandling.

Læs også om det nye tilbud i denne pressemeddelelse fra Region Midtjylland.