20200115genbrug oprydningsProj2_530px_M2A6378.jpg

Flyttemændene Claus Jacobsen og John Dolmer er godt igang med at flytte noget af det overflødige inventar. Fotos: Søren Braad Andersen/Kommunikation

15.01.2020

Bare ordet oprydning kan frembringe nervøse trækninger hos nogle, mens andre straks går i gang med at få sat struktur på opgaven.

I over to år har et kæmpe oprydningsprojekt fyldt i Hospitalsenheden Vest. Det samme har bunker af overflødigt inventar, bedaget teknisk udstyr med meget, meget mere.

Opgaven med at sortere og få smidt ud, inden vi flytter til Gødstrup, har været enorm, men ved godt og målrettet arbejde ude i afdelingerne, er opgaven nu blevet en rutine.  

"Oprydningen er sat i system, og vi er nu så langt, at "kampagner og faser" ikke mere er nødvendigt, fortæller projektleder på oprydningsprojektet, konsulent Thomas Antonsen fra Flytteenheden i Hospitalsenheden Vest. Opgaven med oprydning er nu blevet en driftsopgave."

At oprydningsprojektet så også kan rundes foreløbigt af i flot grøn, miljø- og genbrugsvenlig stil, er blot et ekstra plus og et stort klap på skulderen til alle involverede.

I denne uge kom firmaet BOP Scan Office forbi de fyldte kælder- og depotrum i både Herning og Holstebro for at hente inventar, som vi ikke selv får brug for i Gødstrup.

20200115genbrug oprydningsProj5_530px_M2A6394.jpg

Brødrene Peter (tv) og Anders Hyldager fra firmaet BOP Scan Office var med i kælderen i Herning, da hylder og skabe blev afhentet til genbrug. 

BOP henter overskydende inventar

BOP Scan Office er vores samarbejdspartner, og det firma, der hjælper os med bortskaffe meget af det, som vi har fyldt kælderrummene med. Firmaets politik er at møbler gerne skal gøre gavn andre steder.

"Alt det vi henter bliver genbrugt, fortæller Peter Hyldager, der startede firmaet BOP for 23 år siden med base i Fjerritslev i Nordjylland. Der er ikke noget, der bliver smidt ud.

F.eks bliver de døre og skabe, vi henter i dag flieset om, så det kan genanvendes til nye bordplader, hylder og andet."

Noget af det inventar og andet, som firmaet afhenter rundt omkring bliver doneret og andet solgt videre. Sådan er det også med det overskydende gods fra Hospitalsenheden Vest.

En anden vinkel er, at hvis vi har lidt dyrere møbler i overskud, så bliver vi godskrevet, når vi køber nyt hos Scan Office, som BOP nu er en del af.

Onsdag var flyttevognen i Herning for at tømme et stort depot i kælderen, og dagens høst bestod for det meste af skabe og døre.

Med ugens afhentning blev der sat endnu et par flueben i oprydningsprojektet, der har løbet de seneste to år.

Godt gået!

"En af de ting, jeg glæder mig over, er klinikkens stærke engagement i oprydningsprojektet. Afdelingerne er gået bredt ind og har gjort en kæmpe indsats. De har kort sagt taget projektet til sig og skabt resultater. Det er godt gået, siger Thomas Antonsen.