20200221_PT tilfredshed DBH1_1200px__M2A7039.jpg

PRESSEMEDDELELSE

21.02.2020

Hele 6 førstepladser i behandlingskvalitet og Danmarks mest tilfredse patienter. Det er, hvad Hospitalsenheden Vest opnår i undersøgelsen af Danmarks bedste hospitaler, afdelinger og specialer, som sundhedsmediet Dagens Medicin publicerer hvert år.

Om resultatet siger sygeplejefaglige direktør Ida Götke:

- Målet er ganske vist ikke at få en førsteplads i Dagens Medicin, men det flotte resultat er en kærkommen lejlighed til at minde hinanden om, at den vedholdende og systematiske indsats med at holde styr på data i klinikken i hverdagen, gør en mærkbar forskel. Det kan kun være til gavn for patienterne, når vi lykkes med det.

- Og så er jeg pavestolt af, at patienterne kvitterer for, at de oplever, at mødet med os er helt i top. Det vidner om et overskud og et engagement hos personalet, hvor blikket på patienten har første prioritet, selvom der kan være travlt også med forberedelserne af den forestående flytning til Gødstrup.

De 6 førstepladser går til

  • Prostatakræft (femte år i træk) – Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro.
  • Fødsler (femte år i træk) – Herning og Holstebro.
  • Palliation – lindrende behandling af livstruende sygdomme (andet år i træk) – Onkologisk Afdeling i Herning.
  • Apopleksi (akutte blodpropper og blødninger i hjernen og tidligere nr. 1) – Neurologi og Ergo-Fysioterapi i Holstebro.
  • Lymfom (lymfekræft) – Hæmatologisk afsnit, Medicinsk Afdeling i Holstebro.
  • Myelomatose (knoglemarvskræft) - Hæmatologisk afsnit, Medicinsk Afdeling i Holstebro.

Alle de nævnte specialer har flere år i træk eller tidligere været landets bedste målt på behandlingskvalitet. Om det siger Ida Götke:

- Det er udtryk for en stærk forbedringskultur, hvor vedholdenhed og systematik i kvalitetsarbejdet er det helt centrale omdrejningspunkt.

Desuden viser opgørelsen fra Dagens Medicin, at det fortsat er marginaler, der adskiller toppen, og at der også er gode placeringer til andre afdelinger og specialer i Hospitalsenheden Vest.

Fakta om undersøgelsen

Hospitalsenheden Vest er vurderet ift. 36 områder og er placeret som nr. 4 i kategorien Mellemstore Hospitaler mod en placering som nr. 6 i 2018 og nr. 9 i 2017.

Førstepladsen målt på patienttilfredshed er delt med hospitalerne i Vejle og Kolding.

Kåringen af Danmarks Bedste Hospital (DBH) er baseret på en vurdering af behandlingskvaliteten fra de seneste årsrapporter samt patienttilfredshed og det faglige omdømme.

Landets hospitaler inddeles i tre kategorier: Store, Mellemstore og Mindre Hospitaler, hvor det bedste hospital i hver kategori kan kalde sig Danmarks Bedste Hospital 2019.

Alle resultater er offentliggjort 21. februar på www.dagensmedicin.dk (kræver log in) 

Yderligere information

Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, tlf. 7843 8520.

Kvalitetschef Birgitte Ostersen, tlf. 7843 8710.