Den 18. og 19. februar var et TV-hold fra den Tysk/Franske TV-station ARTE på besøg på Regionshospitalet Holstebro og på byggepladsen i Gødstrup.

20.02.2020

Tyske og franske medier har i den seneste tid besøgt Hospitalsenheden Vest og sygehusbyggeriet i Gødstrup for at fortælle historien om succesfulde prioriteringer i det danske sundhedssystem. 

Tekst og foto: Kommunikationschef Finn Møller

Historien om hospitalet i Gødstrup vokser i omfang og interesse, der rækker ud over landets grænser. Det stykke danmarkshistorie, der vokser i Vestdanmark, har nemlig fanget de tyske mediers opmærksomhed, fordi vi er med til at skrive nye kapitler til den transformation af sundhedsvæsenet der også er undervejs hos vores store nabo mod syd.

Successen fra DK smitter

Substansen i historien er, at vi i Danmark har langt færre sygehuse målt ift. antal indbyggere end Tyskland, hvilket skyldes at vi har valgt en anden løsning end Tyskland inden for sundhedsområdet. I Danmark har man valgt at nedlægge mange små sygehuse til fordel for få store moderne såkaldte supersygehuse, og erstattet de nedlagte sygehuse med sundhedshuse.

Sundhedshusene er ikke åbne døgnet rundt og kun bemandet med plejepersonale, som tager sig af småskader og forebyggende indsatser fx i forhold til kronikere, som der er flere af som følge af det stigende antal ældre i befolkningen.

De tyske medier hæfter sig ved, at der er dokumentation for at den valgte løsning med supersygehuse og sundhedshuse har været gunstig, idet gennemsnitslevealderen i Danmark på trods af reduktionen i sygehuse er steget. Lige som antallet af dødsfald som følge af hjertesygdomme er faldet med 25 procent og ventetiden på kirurgiske indgreb er faldet med 20 procent.

Samtidig er antallet af ambulante behandlinger steget med 50 procent, og liggetiden for indlagte er faldet. Endelig hæfter man sig ved, at sygefravær for læger og plejepersonale er faldet, hvilket måske skyldes større motivation og bedre arbejdsorganisering.

Folkelig modstand

Lige som i Danmark er der i Tyskland folkelig modstand mod nedlæggelse af ”forældede og mangelfulde” sygehuse til fordel for større og bedre udstyrede sygehuse. Modstanden er aktuelt så stor, at der ikke er politisk vilje til at reformere sundhedsvæsenet, også selv om alle ved at det ville være den rigtige beslutning.

Ifølge fagfolk ville det give bedre behandling med færre sygehuse, idet komplicerede indgreb så kun ville blive gennemført på sygehuse med det nødvendige medicinske udstyr og lægelige erfaring.

Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung konkluderer, at i Tyskland går man ind i det 21. århundrede med en sygehusplanlægning fra det 19. århundrede.

 

Journalist Sebastian Balzter fra avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung var i december på besøg på byggepladsen i Gødstrup. 

Stor interesser fra flere europæiske medier

I december inviterede avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) således deres godt 400.000 tyske læsere til at blive klogere på Regionshospitalet Gødstrup og "den danske løsning".

Ifølge artiklen er det afgørende spørgsmål om Gødstrup, som er det eneste sygehus for ca. 300.000 borgere, i et geografisk område som er knap dobbelt så stort som Saarland, er tilstrækkeligt, når der tidligere var 5 mindre sygehuse med tilsammen ca. 1000 senge fordelt over hele optageområdet. Erfaringerne fra Gødstrup skal også vise, om det er muligt af kombinere bedre behandling med lavere udgifter.

Også Norddeutscher Rundfunk (NDR) lavede i december radioindslag om Gødstrup og her medio februar uge har et TV hold fra ARTE, en landsdækkende kanal i Frankrig, Tyskland og Belgien været på besøg på det "gamle" hospital i Holstebro og i det nye i Gødstrup.

Og flere medier er på vej: Et TV-produktionsselskab med base i Køln er i færd med at lave en TV -dokumentar for 3sat, hvor de gør status på graden af digitalisering i det tyske sundhedsvæsen. 3sat er en offentlig, reklamefri tv-kanal, som sender på tysk, hovedsageligt til Tyskland,  Østrig og Schweiz. I deres research har også de også fået øje på Gødstrup-projektet mod nord, og planlægger besøg og reportage herfra.