05.02.2020

Hjælp til at komme godt hjem fra hospitalet!

Så konkret lyder tilbuddet til patienter og pårørende, når overgangen til hjem og hjemkommune står for tur efter en indlæggelse på hospitalet i Herning eller Holstebro. Normalt er den slags overgange behæftet med stor usikkerhed og tilhørende risiko for akut genindlæggelse inden 30 dage. Men det er en utryghed og en risiko, man kan gøre noget ved.

På en afslutningskonference 6. februar 2020 evaluerer Hospitalsenheden Vest og kommunerne i Lemvig, Holstebro, Struer, Ikast-Brande, Ringkjøbing-Skjern og Herning samt almen praksis effekten af en række tilbud til gruppen af de svageste ældre medborgere over 65 år, der i en treårig periode fra 2017 til 2019 har haft fokus på at komme godt hjem fra en indlæggelse på hospitalet.

Resultater med fælles videomøder

Foreløbige resultater tyder på, at udskrivningsmøde via video fra hospitalet og modtagebesøg af sygeplejerske i eget hjem 24 timer efter udskrivning fører til færre genindlæggelser og oplevet større tryghed hos både patient og pårørende.

Hvor det gennemsnitlige antal genindlæggelser for hospitalet som helhed i en årrække har været på godt 13 procent, så har et forsøg med udskrivningsmøder via video bragt antallet af genindlæggelser ned på 7.9 procent for de ældre patienter, der har taget imod tilbuddet.

"Det tyder på, at selv meget små investeringer i hospital og kommune-samarbejde kan gøre en markant forskel for ældre og svage patienter og deres pårørende.  Udfordringen bliver at gøre løsningerne til en fast praksis og udbrede det gode samarbejde med kommunerne og hjemmeplejen i projekt "Kom godt hjem" til andre patientgrupper, hvor hjælp til egenomsorg og nære sundhedstilbud kan være vejen tilbage til et levet liv uden for hospitalet", siger sygeplejefaglig direktør Ida Götke forud for den afsluttende konference.

Grete Bækgaard, ældrechef i Lemvig Kommune deler samme optimisme:

"Vi skal fortsætte det gode samarbejde og bevare en fælles opmærksomhed på at fastholde det fælles fokus på forløb og vedblive med at være nysgerrige på hinandens muligheder."

Fakta

Der er gennemført 63 udskrivningsmøder via video og 456 modtagebesøg i projektperioden. De overordnede resultater fra indsatserne viser, at udskrivningsmøde via video fra hospitalet og modtagebesøg af sygeplejerske i eget hjem 24 timer efter udskrivning fører til færre genindlæggelser og oplevet større tryghed hos både patient og pårørende.

Udskrivningsmøde via video

Udskrivningsmøde via video er et møde, hvor personale fra den udskrivende hospitalsafdeling, fra kommunen og evt. praktiserende læge, sammen med patient og pårørende sikrer, at der er god sammenhæng i behandlingen og at patienten får en tryg og overskuelig udskrivelse.

På mødet indgås blandt aftaler for borgerens videre forløb i kommunen. Mødet er rammesat til 30 min.

Udskrivningsmøder via video opleves at give stor værdi for både borger, pårørende samt sundhedsprofessionelle gennem:

  • Tryghed og sammenhæng for patienter og pårørende.
  • Oplevelse af øget kvalitet i udskrivelser hos sundhedsprofessionelle.
  • Indikation om en mærkbar effekt på andelen af genindlæggelser.

Af de 63 borgere der har deltaget i en udskrivelsessamtale via video, er 5 borgere efterfølgende akut genindlagt inden for 30 dage - i alt 7,9 procent.

Modtagebesøg ved kommunal sygeplejerske inden for 24 timer efter udskrivelse

Hospitalet screener borgere, informerer om tilbuddet om modtagebesøg og tager den indledende kontakt med pårørende.

I kommunen afsættes to timer til besøget, hvor sygeplejersken gennemgår borgerens samlede behov og situation, herunder om der er behov for at involvere praktiserende læge eller andre fagpersoner.

Under indlæggelsen på hospitalet screenes borgere ved hjælp af et screeningsskema til opfølgende hjemmebesøg.

Borgere som scorer 31 eller herover i screeningen til opfølgende hjemmebesøg tilbydes modtagebesøg inden for 24 timer efter udskrivelse.

Når borgeren takker ja, kontakter hospitalet pårørende for at informere om, at de vil blive inviteret af kommunen. Det tilstræbes, at borgeren får epikrisen med ved udskrivelsen så den kommunale sygepleje kan gennemgå den med borgeren.

Primo 2019 var indsatsen implementeret på 15 sengeafsnit i Hospitalsenheden Vest og i alle enheder i de seks kommuner der indgår i projektet.

Læs evalueringsrapporten.

Afslutningskonference 6. februar

Resultaterne fra de forskellige indsatser i projekt: "Kom godt hjem" præsentereres på afslutningskonferencen 6. februar i Aulum.

Se programmet for konferencen.

Pressen er velkommen.

Yderligere oplysninger

Sundhedsfaglig direktør Ida Götke, Hospitalsenheden Vest, på tlf. 7843 8520.

Ældrechef, Grete Bækgaard, Lemvig Kommune, på tlf. 9663 1180.

AC-medarbejder Amanda Christensen, Lemvig kommune tlf. 9663 1109.