Jan Ebbesen Smed overragte idag to store kasser med LEGO til Marianne Bækager Jensen. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation

27.03.2019

Den engelske velgørenhedsorganisation Fairy Bricks donerede i dag to store flyttekasser med LEGO-byggesæt til Børn og Unge i Herning. 

Velgørenhed kender ingen grænser. Det må de erkende på Børn og Unge i Herning i dag. Med Jan Ebbesen Smed fra Byggepladen, Danmarks LEGO Entusiastforening, som mellemmand, modtog de i dag to store kasser med LEGO til både store og små. 

Det vakte glæde hos oversygeplejerske Marianne Bækager Jensen, der tog i mod den fine gave.

"Vi er meget taknemmelige. Det betyder meget, at vi har mulighed for at give børn, der har været indlagt i lang tid, eller som har været igennem en smertefuld behandling, en gave som belønning. Det ville vi ikke have mulighed for, hvis vi ikke fik donationer som denne", siger hun.

For Jan Ebbesen Smed, der er næstformand i Byggepladen og dagens gavegiver på vegne af engelske Fairy Bricks, betyder det også meget at kunne give så stor en gave videre. 

"Det gør mig da glad, og det er dejligt, at dette er blevet muligt igennem godt samarbejde mellem LEGO-foreninger på tværs af landegrænser", siger han.