530px Anne Højager Nielsen v2 IMG_0406.jpg

Forskningsansvarlig sygeplejerske Anne Højager Nielsen fra Anæstesiologisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest har fået 1.8 mio. kr. til projektet ICU Swallow. (Foto: Dorthe Gærup/Kommunikation)

05.12.2019

For mange intensivpatienter er noget så basalt som at spise og drikke en stor udfordring.

Synkebesvær (dysfagi) er et betydeligt problem på danske intensivafdelinger, hvor det skønnes at påvirke mellem 1300 og 2000 patienter årligt. Dysfagi øger risikoen for fejlsynkning, lungebetændelse, gentagne respiratorbehandlinger, forlænget indlæggelse på hospitalet og tidlig død.

Forebyggelse af synkebesvær

Med det mål i sigte at hjælpe denne gruppe af svage patienter har NOVO Nordisk Fonden netop bevilget 1,8 mio. kr. til forskningsansvarlig sygeplejerske Anne Højager Nielsen fra Anæstesiologisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest. Midlerne vil Anne Højager Nielsen og en række samarbejdsparter bruge til forskning i at udvikle redskaber til at identificere og forebygge synkebesvær hos intensivpatienter.

"Redskaberne, vi vil anvende, er at screene patienter indlagt på intensivafdelinger og finde ud af, hvor stort den enkeltes problem er. Det gør vi ved løbende at stille spørgsmål til patienterne, samt teste om de kan drikke et lille glas vand. Screeningen, der bygger på en amerikansk metode, kan foregå hele døgnet og vil ende med, at vi kan dele patienterne i to kategorier – En grøn for de patienter, der ikke har problemer med at synke – og en gul for patienter, der er  udfordret," fortæller Anne Højager Nielsen.  

Ergoterapeuter hjælper patienter

Patienterne i den gule gruppe vil ergoterapeuter fra Neurologi og Fysio-ergoterapi i Hospitalsenheden Vest herefter kunne arbejde videre med i bestræbelserne på at hjælpe dem til at kunne spise og drikke. Det er dokumenteret, at udfordringen for intensivpatienter med synkebesvær kan være muskelsvækkelse og et nedsat bevidsthedsniveau, som ofte varierer hen over døgnet. Men, der mangler evidensbaserede nationale og internationale anbefalinger for behandling og pleje af intensivpatienter med dysfagi.

"Det er vores håb, at resultatet af vores forskning kan bruges på intensivafdelinger rundt om i landet, siger Anne Højager Nielsen.

Fakta om projektet ICU Swallow:

Det samlede projekt er organiseret med udgangspunkt i Anæstesiologisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest og udføres i samarbejde med følgende partnere:

  • Professor Therese Ovesen fra Øre-Næse-Hals Afdelingen, Hospitalsenheden Vest.
  • Ergoterapeuter fra Neurologi og Fysio-ergoterapi, Hospitalsenheden Vest.
  • Lektor Helle Svenningsen, VIA University College Aarhus.
  • Professor Ingrid Egerod, Rigshospitalet og Københavns Universitet.
  • Intensivafdelinger på Rigshospitalet og på Hillerød Hospital.
  • Associate Professor Dr. Debra Suiter, Kentucky, USA.

Reference:

Suiter D.M., Sloggy J. & Leder S.B. (2014) Validation of the Yale Swallow Protocol: a prospective double-blinded videofluoroscopic study. Dysphagia 29(2), 199-203.

Yderligere information:

Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2048 0689.

Forskningsansvarlig sygeplejerske Anne Højager Nielsen, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2015 8924.