Birgitte Egholm Jacobsen.

Foto: Kommunikation/Hospitalsenheden Vest

02.04.2019

53-årige Birgitte Egholm Jacobsen er pr. 1. juni ansat som ny oversygeplejerske i Neurologi og fysio-ergoterapi i Hospitalsenheden Vest. Samtidig bliver hun medlem af afdelingsledelsen, der desuden består af ledende overlæge samt chefterapeut.

I sit nuværende job i Hospitalsenhed Midt som oversygeplejerske i Røntgen og Skanning samt Ortopædkirurgi, har Birgitte Jacobsen haft ledelsen af flere specialer – herunder fysio-ergoterapien. I de seneste år har hun desuden varetaget opgaven som klinisk brugerkoordinator i forbindelse med byggeri og indflytning i nyt akuthus i Viborg.

"Jeg mener derfor, at jeg er godt klædt på i forhold til at lede udflytningen til Regionshospitalet Gødstrup. Vi skal i afdelingen selvfølgelig tage alt det bedste - alt det, der fungerer godt - med til Gødstrup, men vi får også det næste halvandet år en enestående mulighed for at luge ud i det, der er uhensigtsmæssigt," siger Birgitte Jacobsen.

5 års ledelseserfaring med i baggagen

Den nye oversygeplejerske kommer til sit nye job med 5 års ledelseserfaring som afdelingsleder i baggagen og glæder sig til at bringe sine gode erfaringer videre.

"Personalets trivsel er det vigtigste for at skabe kvalitet i den pleje og behandling, vi udfører. Og jeg vil aktivt arbejde med at fremme det gode arbejdsmiljø med humor, gejst og arbejdsglæde."

Birgitte Jacobsen har de seneste år som oversygeplejerske indenfor radiologien og ortopædkirurgien i Hospitalsenhed Midt stået i spidsen for utallige forandringsprocesser og forbedringer, hvor fokus altid har været på nytænkning og kvalitet – og ikke mindst at patienternes behov bliver tilgodeset mest muligt.

"Jeg har konstant fokus på de gode patientforløb, siger Birgitte Jacobsen. Patienter og pårørende vil i stigende grad se på det omdømme og den ydelse, vi kan levere, før de træffer deres valg af, hvem der skal tage vare på deres sygdom. Derfor må vi hele tiden evaluere og udvikle patientforløbene, gerne i samarbejde med dem der ved mest om, hvordan det opleves – nemlig patienterne.

En "gammel kending" af Hospitalsenheden Vest

Birgitte Jacobsen er i øvrigt en "gammel kending" af Hospitalsenheden Vest, hvor hun tidligere har været ansat; bl.a. som afdelingssygeplejerske på Medicinsk Afdeling, uddannelses- og kvalitetskonsulent, projektleder og klinisk koordinator.

Den kommende oversygeplejerske i Neurologi og Fysio- ergoterapi har taget lederuddannelsen i Region Midtjylland (Sirius) samt Alkymisten – udvikling af morgendagens topledere. Hun har desuden en master i Kvalitet og Ledelse i Social – og Sundhedssektoren fra Syddansk Universitet.

Privat bor Birgitte Jacobsen i Herning sammen med sin samlever og har 3 børn.