12.10.2018

Patienter, pårørende og personale i Holstebro kan se frem til smukke toner fra hospitalsprojektet "MusikBeRiget" mandag i efterårsferien. 

Orkesteret spiller i Vestibulen kl. 10-10.30, og vil efterfølgende gå musikalsk stuegang på forskellige afdelinger kl. 10.45 - 13.00. 

Erfaringerne med MusikBeRiget viser bl.a., at patienterne oplever, hvordan musikken giver et mentalt frirum. Frirummet kan komme til udtryk på forskellige måder, men fælles for patienterne er, at de oplever at få en pause fra deres aktuelle situation. De sundhedsprofessionelle oplever, at musikken ikke kun er til gavn for patienter og pårørende, men ligeledes for stemningen på afdelingen. 

Arrangementet er kommet i stand takket være en privat donation fra frisørmester Grethe Jepsen i Holstebro, der tog initiativ til at indsamle midlerne i forbindelse med sit 25 års jubilæum.

Om MusikBeRiget

MusikBeRiget er stiftet af violinist Lisbeth Sagen, som er en af musikerne bag det musikalske hospitalsprojekt. Projektet går ud på at give musikalske oplevelser til børn og unge, der er indlagt med alvorlige sygdomme på Rigshospitalet, og deres familier.

Læs mere om projektet og få en smagsprøve på de gode erfaringer med musikalsk stuegang og gangkoncerter på Rigshospitalet på www.patientoplevelser.dk.