Foto: Mark Cowper Dyer, Kommunikation

21.09.2016

Siden Hospitalsenheden Vest indviede sin "Da Vinci" operationsrobot på Regionshospitalet Holstebro i 2013, har den assisteret kirurgerne på fuld kraft. Nu får den assistance af en helt ny operationsrobot i Herning ved navn "Da Vinci Xi".

I forsommeren 2016 flyttede kirurgernes nye forlængede arm – en firearmet kollega ved navn "Da Vinci Xi" - ind på Regionshospitalet Herning for at aflaste operationsrobotten i Holstebro, der nu i tre år har været fast assistent på fuld tid, bl.a. ved alle operationer for prostatakræft.

Den nye Da Vinci Xi er den seneste model af operationsrobot, som er særlig velegnet til fjernstyrede kikkertoperationer i bughulen, og det er netop i forbindelse med kræftoperationer i mave-tarm-området og underlivet, at den nye robot skal assistere kirurgerne i Herning.

Kirurger og operationspersonale har øvet sig via simulationstræning på Da Vinci Xi, og de første patienter er med succes blevet opereret ved hjælp af den nye operationsrobot.

Onsdag 28. september kl. 15.00 til 16.30 er der officiel indvielse af den nye operationsrobot. Det markeres ved en reception på dagen for inviterede gæster og pressen.

For yderligere oplysninger

Lægefaglig direktør Jens Friis Bak, tlf. 7843 8510.

Kommunikationschef Finn Møller, tlf. 7843 8570.