Livlig aktivitet på Torvet i Herning under besøget af "Knæk Cancer" (fotos: Charlotte Feldbæk Ranneries).

26.10. 2016

Kræftrådgivningen oplevede stor interesse og mange besøgende i Knæk Cancer-teltet på Torvet i Herning, tirsdag 25. oktober.

"Knæk Cancer" - den landsdækkende kampagne mod kræft - havde i år valgt at gæste Herning som en ud af fem større danske byer. Der var derfor, aktuelt tirsdag 25. oktobe,r masser af aktivitet på Torvet i Herning, hvor både Knæk Cancer-bussen fra TV2 sammen med Knæk Cancer-teltet holdt pulsen oppe hos de mange besøgende på det, man kunne betegne som en råkold efterårsdag.

Fra morgenstunden, lidt over syv på "Go' Morgen Danmark", kunne man se og høre sygeplejerske Jette Rosager Møldrup fra Onkologisk Afdeling fortælle om inddragende familiesamtaler i Onkologisk ambulatorium. Og så havde Kræftrådgivningen i Herning inviteret alle interesserede indenfor i Knæk Cancer-teltet.

Mellem kl. 13-15 var det muligt at møde mandementor-korpset, kvindenetværket og Malerværkstedet - og mange lagde vejen forbi, lyder det fra Kræftrådgivningen.

Under sloganet ”Knæk Cancer og lev livet i farver” fik gæsterne mulighed for at udtrykke deres kreative åre på Malerværkstedets medbragte lærred.