Forberedelse giver gode samtaler med lægen

Flere patienter er glade for at blive spurgt til helbred og trivsel forud for en konsultation Arkivfoto: Kommunikation.

01.03.2016

Et spørgeskema til patienter har vist sig at være et godt redskab til bedre samtaler med lægen og med til at sikre, at man hurtigt kommer til at tale om de vigtigste problemer.

De seneste to år har lungekræftpatienterne på Onkologisk Afdeling på Regionshospitalet Herning været med til at beslutte, hvad samtalen med lægen skal handle om, inden de kommer på hospitalet.

Det er ret enkelt: Man udfylder et elektronisk spørgeskema, og sender det ind til lægen forud for samtalen.

Flere patienter vurderer, at spørgeskemaet er et godt redskab til bedre samtaler med lægen, og at det sikrer, at de hurtigt kommer til at tale om de vigtigste problemer.

Lægerne ser de samme fordele ved systemet. De får hurtigt et overblik over patienternes livskvalitet og helbred samt ændringer over tid. Skemaerne gør det også lettere at tale om følsomme emner, som for eksempel seksuelle problemer.

Forsøget med det elektroniske spørgeskema har været en stor succes, og nu udbreder Onkologisk Afdeling spørgeskemaet til alle kræftpatienter.

Kræftens Bekæmpelse evaluerer projektet

Det elektroniske spørgeskema - "HELBREDSbarometer" er udviklet af Kræftens Bekæmpelse med inspiration fra websystemet AmbuFlex, som er udviklet af Vestkronik, Arbejdsmedicinsk Klinik.

Godt 2.000 kræftpatienter har seneste to år deltaget i Kræftens Bekæmpelses HELBREDSbarometer. Formålet er at patienten via sine svar på spørgsmålene bliver bedre inddraget i sin behandling og dermed får et bedre behandlingsforløb.

For nylig har Kræftens Bekæmpelse udgivet en evalueringsrapport på tilfredsheden med brug af de elektroniske spørgeskemaer. Link til rapport

Læs mere om AmbuFlex.