Ny operationsrobot på vej til Herning

Operationsrobotten skal blandt andet anvendes til operationer af endetarmskræft og kræft i underlivet. Arkivfoto: Mark Cowper Dyer, Kommunikation.

02.03.2016

En ny operationsrobot til Regionshospitalet Herning betyder, at flere kræftpatienter fra sommer kan få skånsomme robotoperationer i den vestlige del af Region Midtjylland.

Siden Regionshospitalet Holstebro tog sin operationsrobot i brug i 2013, har antallet af robotoperationer været stigende, således at kapaciteten ikke længere kan imødekomme behovet. Hospitalsenheden Vest får nu operationsrobot nr. 2. Ifølge lægefaglig direktør Jens Friis Bak er beslutningen endnu et vigtigt skridt mod, at hospitalet i Gødstrup bliver centrum for højtspecialiseret kræftbehandling i Midt- og Vestjylland:

- Det, at vi får adgang til mere moderne robotteknologi betyder, at vi får øget vores volumen på robotoperationer betragteligt. Den øgede aktivitet er vigtig for, at vi kan opnå en højere specialisering indenfor avanceret kræftkirurgi, hvilket også vil komme patienterne til gode, fordi kikkertmetoden er meget mere skånsom end traditionel, åben operation.

Den nye operationsrobot, som er seneste model ”Da Vinci Xi”, installeres på Regionshospitalet Herning i løbet af foråret. Den skal primært anvendes til kræftoperationer i mave- tarm-området og underlivet, da den kan noget ekstra i forhold til kollegaen på Regionshospitalet Holstebro. Blandt andet kan den operere i flere områder af bughulen uden at skulle flyttes.

- Gynækologerne vil kunne udføre operationer i underlivet gennem en enkelt åbning ved navlen. Det er en meget skånsom metode, som også giver det pæneste resultat, siger ledende overlæge Carsten Byrjalsen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling.

Ledende overlæge Niels Hald, Kirurgisk Afdeling, ser et stort potentiale for høj specialisering i avanceret kræftkirurgi:

- Vi vil kunne tilbyde samme høje kvalitet som på Aarhus Universitetshospital og skånsomme operationer til mange flere patienter med endetarmskræft, end vi kan i dag. På sigt ser vi mulighed for at foretage operationer for tyktarmskræft via robotten, og på det nye hospital i Gødstrup vil vi være så langt fremme med avanceret robotkirurgi, at vi vil kunne foretage ambulante kræftoperationer.

Flere kræftpatienter fra Øst til Vest 

Mere kræftkirurgi på det urinvejskirurgiske område flytter fra Aarhus Universitetshospital til Hospitalsenheden Vest fra foråret 2016 og tre år frem. Urinvejskirurgisk afdeling i Holstebro blev i 2015 af Dagens medicin kåret som landets bedste, når det gælder operationer for prostatakræft. Den øgede strøm af patienter til afdelingen betyder, at robotten på Regionshospitalet Holstebro næsten udelukkende kommer til at operere på urinvejskirurgiske kræftpatienter, og specialisterne ser frem til at få øget kapaciteten: 

- Vi modtager snart de første kræftpatienter fra Favrskov og Randers Kommune, og det sætter naturligvis ekstra pres på en i forvejen presset kapacitet. Nu, hvor vi får mulighed for at operere på fuld kraft fem dage om ugen, forventer vi, at vi både kan overholde tiderne på operationer indenfor kræftpakkerne og på sigt tilbyde flere typer af robotoperationer til vores patienter, siger ledende overlæge Peder Graversen, Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro. 

Yderligere information

  • Lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest, tlf. 7843 8510. 
  • Ledende overlæge Carsten Byrjalsen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, tlf. 7843 4610.
  • Ledende overlæge Niels Hald, Kirurgisk Afdeling, tlf. 7843 5310.
  • Ledende overlæge Peder Graversen, Urinvejskirurgisk Afdeling, tlf. 7843 9492.

Fakta: Antallet af robotoperationer er stigende

I september måned 2013 tog Hospitalsenheden Vest sin første operationsrobot i brug på Regionshospitalet Holstebro.

Operationsrobotten på Regionshospitalet Holstebro er siden første arbejdsdag i september 2013 blevet delt af urinvejskirurger, mave-tarm-kirurger og gynækologer.

Robotten har som udgangspunkt kapacitet til 270 operationer pr. år fordelt på:

  • 160 urinvejskirurgiske operationer.
  • 60 gynækologiske operationer.
  • 50 kirurgiske operationer. Desuden kan den bruges til enkelte øre-, næse- og halsoperationer.

Antallet af robotoperationer er støt stigende i Vest:

  • I 2014 blev der udført 289 operationer på operationsrobotten i Holstebro.
  • I 2015 blev der udført cirka 352 robotoperationer, med udvidet åbningstid.
  • I 2016 forventes der at blive udført cirka 400 robotoperationer i Herning og Holstebro. Heraf 265 – 285 kræftoperationer indenfor urinvejskirurgi i Holstebro.
  • Antallet af robotoperationer indenfor mave-tarmkræft forventes at stige løbende, fra 50 og op mod 150 pr. år.

Fakta: Robotkirurgi er mere skånsomt for patienten

  • Robotkirurgi er en mere skånsom type operation, som kan forkorte liggetiden med cirka 1 dag. 
  • Patienten er kommet til hægterne igen efter et par uger.
  • Til sammenligning kan rekonvalescenstiden vare op til tre måneder efter en kræftoperation i mave-tarmområdet.
  • Erfaringen viser, at robotkirurgi ofte betyder færre smerter og mindre behov for smertelindring.
  • Der opstår mindre blødning under operationen.
  • Der opstår færre nerveskader med betydning for blære- og rejsningsfunktionen.

Den nye operationsrobot koster cirka 13 millioner kroner og finansieres via hospitalets andel af de medicotekniske puljer i Region Midtjylland.