Viggo Kragh Jørgensens forskning har forskånet mange danskere for alvorlige bivirkninger af sovemedicin og nervemedicin. Foto: Jens Bach.

28.06.2016 

Viggo Kragh Jørgensen, praksiskonsulent i Hospitalsenheden Vest og praktiserende læge i Thyborøn, har netop modtaget Magda og Svend Åge Friedrichs mindelegat for sin betydelige forskning. 

Benzodiazepiner og cyclopyrroloner, de aktive stoffer i henholdsvis sovemedicin og nervemedicin, er stærkt vanedannende, og kan give alvorlige bivirkninger – blandt andet giver lægemidlerne hukommelses- og koncentrationsbesvær, og påvirker evnen til at køre bil. Medicinen er svær at trappe ud af efter en periode, og kan give abstinenser i form af søvnløshed og uro.

Faktisk kan medicinen gøre ondt værre. Derfor udviklede Viggo Kragh Jørgensen - blandt andet sammen med læge Hans Holmsgaard i Thyborøn -i 2004 et koncept, som skulle vise sig at føre til et drastisk fald i udstedelsen af recepter på hele 90 procent blandt de praktiserende læger i Thyborøn og Lemvig Kommune. 108 patienter deltog i det første forsøg i Thyborøn gennem 15 måneder. I Lemvig kommune deltog 975 patienter efterfølgende i en tilsvarende periode.

Simpelt koncept med succes

Reglerne i konceptet var og er enkle: Recepter på medicinen udstedes kun ved konsultation, ikke pr. telefon, og kun for en måned ad gangen. Konceptet, der er kendt som "Thyborøn-modellen", bruges i dag blandt andet i hele Region Midtjylland, Nordjylland, Sønderjylland og København, og har blandt andet inspireret til en stramning af Sundhedsstyrelsens cirkulære om ordination af sovemedicin og beroligende medicin.

Det drastiske fald har ikke medført et tilsvarende forbrug af antidepressiv medicin eller andet psykofarmaka, fortæller Viggo Kragh Jørgensen:

- Gennem 10 år har jeg målt på, om forbruget af antidepressiv medicin og psykofarmaka ville stige som følge af, at lægerne skruede ned for forbruget. Det er ikke sket. Konceptet har vist sig at være meget effektivt, og det er ikke utænkeligt, at det kan bruges til andre lægemidler.

Speciallæge i Almen Medicin og praktiserende læge Viggo Kragh Jørgensen har ved siden af sin forskning været praksiskonsulent og en uundværlig samarbejdspartner for Hospitalsenheden Vest siden 2004.

På sit forskningsfelt har han udgivet 14 internationale og nationale artikler om emnet

Viggo Kragh Jørgensen fik overrakt Magda og Svend Åge Friedrichs mindelegat i forbindelse med indvielsen af det nye Center for Forskning i Almen medicin ved Ålborg Universitet fredag den 24. juni.

Magda og Svend Åge Friedrichs mindelegat

Magda og Svend Aage Friederichs mindelegat uddeles hvert år til fremme af forskning i almen medicin.

Legatet består af tre priser:

  • Den danske pris på 100.000 kr., som uddeles hvert år.
  • Den nordiske pris, der uddeles hvert andet år
  • En række mindre legater til lovende forskere.