Hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby

Hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby med et broderet ebolavirus i glas og ramme. Foto: Clara Gad.

05.02.2016

Alle kan huske ebolaepidemien i Vestafrika, men nogle stærkere end andre.  Én af de, der frivilligt byttede den danske hverdag ud med tropisk varme og sygdomsbekæmpelse var hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby. 

Tilbage i november 2014 bragte regeringen en efterlysning. De søgte sundhedsfaglige personer, der skulle udgøre den danske indsats mod ebolaepidemien i Sierra Leone. Én af de, der meldte sig var Hanne Hvingelby, der til dagligt er hygiejnesygeplejerske på Hospitalsenhed Holstebro. Lørdag d. 6. februar er det et år siden, at hun og resten af det første hold udsendte hospitalsmedarbejdere kom hjem til Danmark efter syv hektiske uger.

”Vi ankom til et land, hvor et i forvejen skrøbeligt sundhedsvæsen var tvunget helt i knæ, og hvor skoler og uddannelsesinstitutioner havde været lukket i syv måneder. På det tidspunkt var epidemien formentligt på sit højeste,” fortæller hun og fortsætter:

”Det var vores opgave at trække folk op fra et vandfald, de allerede var faldet ud over, billedligt talt. I første omgang handlede det om at stoppe spredningen ved at adskille syge og raske. Eftersom vi fik mere struktur på indsatsen, kunne vi omstille os til også at hjælpe de syge – om end der kun var begrænsede midler til rådighed på det tidspunkt.”

Ikke bange for ebola

På trods af at ebola formåede at udslette landsbyer, slå hele familier ihjel og sprede frygt langt ud over Afrikas grænser, var Hanne Hvingelby ikke bange for sit eget helbred.

”Inden afrejse mødtes vi til undervisning for kommende udsendte hos Forsvaret. Den undervisning fik vi sammen med nogle militærfolk, som – da de hørte, vi skulle til Sierra Leone – meget forskrækket udbrød: ”Jamen der er jo ebola!” Det syntes de var uhyggeligt,” fortæller Hanne Hvingelby om mødet med de ebola-skræmte soldater.

”De var på vej til Afghanistan. For mig var dét uhyggeligt. Jeg var netop ikke bange for ebola, fordi jeg havde min faglighed og viden om ebola med mig, og derfor kunne tage mine forbehold. Dét at der er nogle andre, der vil mig noget ondt - det synes jeg er skræmmende.”

Virus i glas og ramme

I omgangskredsen mødte Hanne Hvingelby forskellige reaktioner. Nogle sagde ”Hvad har du gang i?" Eller ”Nå ja, sådan er du jo.” Til gengæld var der i familien ikke megen bekymring at spore over hendes afrejse. Hun mødte solid opbakning fra sin mand og deres tre børn.

”Det, der fyldte mest i familien, var, at jeg skulle være væk i julen, for det har jeg aldrig været før. Jeg tror nu alligevel, mine børn syntes, det var spændende og lidt sejt, jeg skulle af sted. Min ældste datter broderede et billede af en ebolavirus til mig i julegave – måske fordi det var det, julen gik med det år,” fortæller Hanne Hvingelby.

En forskel og en frustration

Når Hanne Hvingelby i dag ser tilbage på sin tid i Sierra Leone, er hun først og fremmest glad for, at hun fik muligheden for at deltage i indsatsen mod ebola, men der er også ting, hun ærgrer sig over.

”Jeg synes faktisk, vi har gjort en forskel i Sierra Leone, men samtidig er jeg frustreret og ærgerlig over at tænke på, at mange dødsfald sandsynligvis kunne være forhindret, hvis indsatsen var blevet sat ind tidligere,” siger Hanne Hvingelby og tilføjer:

”Vores indsats var meget kortvarig, og jeg ville gerne have været længere tid af sted. Ligesom jeg mener, det ville have givet mening at sætte ind før, ville det for mig også give mening, hvis man blev for at hjælpe sundhedsvæsenet og befolkningen tilbage på sporet. For at undgå, en lignende situation sker igen. Det var bare desværre ikke en del af jobbet at hjælpe Sierra Leone på fode igen.”

Kilde: Koncern Kommunikation