Fra venstre: Jeppe Ottosen, adm. direktør i U Shape Aps og Rasmus Andreas Bang projektleder i Region Hovedstaden, er tilknyttet projektet bag det nye hospitalsbyggeri: Nyt Nordsjællands Hospital. Foto: Søren Braad Andersen.

22.12.2016

Af Merete Friis Jeppesen, Kommunikation

Nye arbejdsgange omkring patientens egen medicin inspirerer det nye store sygehusbyggeri i Hillerød

Onsdag d. 21. december fik gæster fra projektorganisationen bag det nye sygehusbyggeri Nyt Nordsjællands Hospital mulighed for se, hvordan hospitalets nye koncept omkring patientens egen medicin, Min Medicin Med, foregår på en afdeling med enestuer. 

Afprøvninger afspejler virkeligheden

På Onkologisk Afdeling i Herning har man hele tiden haft fokus på at afprøve og implementere nye arbejdsgange omkring patientens egen medicin i samarbejde med patienter og pårørende. Og der er tale om unikke forhold på afdelingen: arbejdsgangene foregår på enestuer, som minder meget om de fysiske rammer på det nye hospital i Gødstrup. 

Jeppe Ottosen og Rasmus Andreas Bang fra projektorganisationen bag det nye hospitalsbyggeri i Hillerød fik derfor et unikt indblik i, hvordan det nye medicinkoncept i Gødstrup allerede foregår i virkeligheden. I løbet af besøget fik de to gæster desuden deltaget i den månedlige erfaringsudveksling mellem de afdelinger, der arbejder med det nye medicinkoncept. 

De to repræsentanter fra det nye sygehusbyggeri har tidligere været i England for at studere det originale medicinkoncept kaldet "One-Stop-Dispensing", der danner grundlag for Min Medicin Med.

Det er dog især besøget på Hospitalsenheden Vest, som har gjort et stort indtryk. Især den jordnære tilgang, der er til patientens egen medicin. På hospitalets afdelinger udvikler og implementerer man de nye arbejdsgange med løbende afprøvninger og tilpasninger i samarbejde med patienter og personale. Fokus er på mest mulig inddragelse, og det er noget, der bliver lagt mærke til:

"Det har været meget givende at besøge et hospital, der minder meget om vores eget, og det bliver ikke sidste gang, at vi snakker sammen", lød det fra begge gæster, der mener, at Hospitalsenheden Vests tilgang med afprøvninger og løbende tilpasninger af de nye arbejdsgange må være den rette vej at gå.

Se den samlede tidsplan for implementeringen af det nye medicinkoncept på Min Medicin Meds hjemmeside