Forskningens Dag har tæt på fuldt hus for andet år i træk (foto: Emil Steen Sanggaard / Kommunikation, Hospitalsenheden Vest).

17.08.2016.

Flere end 100 deltagere mødes til Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest for at opsuge ny viden torsdag den 18. august i Herning Kongrescenter.

Ligesom Hospitalsenheden Vest har udvidet sin forskningskapacitet og – aktivitet med tre nye professorer og stadig flere forskningsprojekter i løbet af 2015, så er konferencen, der arrangeres af Center for Forskning og Uddannelse (CFU) i Hospitalsenheden Vest også vokset i omfang.

Fra at have været et halvdagsarrangement i de forgangne år er Forskningens Dag 2016 for første gang blevet til en heldagskonference. Dagen byder på de seneste nye forskningsresultater fra 29 af hospitalets forskere. hvilket glæder CFUs forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup:

- I år kan vi glædeligvis endnu en gang se frem til et flot fremmøde med mange nye oplægsholdere fra hospitalets forskningsgrupper. Den store interesse vidner om, at Forskningens Dag formår at byde på nye forskningsresultater af høj kvalitet og gode netværksmuligheder for såvel erfarne forskere som nye forskerspirer, siger Annette Haagerup.

Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge i CFU.

To gæsteforelæsninger

  1. Forskningens Dag 2016 byder på to gæsteforelæsninger. Den ene er læge og ph.d-studerende Peter Sinkjær Kenney, som i 2011 stiftede selskabet Rhinix, der producerer næsefilteret af samme navn. I årene op til stiftelsen så Peter et behov for en forebyggende behandlingsmulighed for personer med høfeber og luftvejsproblemer, og satte sig for at udvikle et næsefilter.- I dag sælges Rhinix til brugere i mere end 50 lande. "Næse for en god ide? - Fra idé til FDA-godkendelse og brugere i 50+ lande" hedder foredraget.
  2. Torben Bæk Hansen, professor og ledende overlæge for Universitetsklinik for hånd-, hofte- og knækirurgi, Ortopædkirurgisk Afdeling i Holstebro, er den anden gæsteforelæser. Han er indbudt til at tale om universitetsklinikker, og om hvordan man udvikler en robust og anerkendt forskningsgruppe på universitært niveau – nu og i fremtiden.

Fakta om Forskningens dag

  • Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest er videnskabens dag med mundtlige præsentationer, poster-præsentationer, gæsteforedrag og forskernetværk.
  • Det videnskabelige program starter i Herning Kongrescenter kl. 10.00 og slutter kl. 18.00.
  • Fra kl. 18.00 er der festmiddag for deltagerne i Kongrescentrets Teater-kælder, hvor årets to forskningspriser for henholdsvis den bedste mundtlige præsentation og den bedste poster-præsentation vil blive uddelt.

Flere oplysninger

Merete Friis Jeppesen, kommunikationskonsulent, tlf. 7843 8571.

Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge CFU, tlf. 7843 8580.

Jens Friis Bak, lægefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest, tlf. 7843 8510.

Program og abstracts for Forskningens Dag 2016