Lægefaglig direktør Jens Friis Bak

Lægefaglig direktør Jens Friis Bak (Foto: Mark Cowper Dyer, Kommunikation / Hospitalsenheden Vest).

21.04.2016

Et oplæg denne uge på Herning Bibliotek med overskriften "Gødstrup som base for et videnscenter" er blot ét eksempel på, hvad der fylder rent arbejdsmæssigt for den lægefaglige direktør i Hospitalsenheden Vest, Jens Friis Bak, der fylder 60 år lørdag den 23. april.

Paletten af arbejdsopgaver er bred for endokrinologen Jens Friis Bak, der lørdag den 23. april fylder 60 år. Den 1. november 2010 var hans første arbejdsdag som cheflæge i Hospitalsenheden Vest. En titel, der undervejs er ændret til lægefaglig direktør.

Opgaverne og udfordringerne, som Jens Friis Bak fik stillet i udsigt ved sin tiltræden, er stadigvæk det, der fylder på den gode måde. Specielt udflytningen om få år til det nye store akuthospital i Gødstrup:

"Som hospital har vi udviklet os kolossalt de seneste år. Vi er en god uddannelsesinstitution, og patienterne er i stort tal tilfredse med vores indsats. Det viser den seneste LUP (Den Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed). Forskningsdelen er også et område, hvor vi som hospital har udviklet os. Vi har tre universitetsklinikker, syv professorer og en stigende videnskabelig produktion. Det kan vi virkelig være tilfredse med", siger Jens Friis Bak.

I det hele taget er den lægefaglige direktør glad og stolt over sin arbejdsplads:

"Vi har en masse dygtige medarbejdere, og omgangstonen er generelt uhøjtidelig og præget af dialog. Det sætter jeg stor pris på".

Den lægefaglige direktør har stadig sin base i Risskov, og pendler hver dag til arbejde. Men, inden han sætter sig i bilen, står den hver morgen på 5 minutters sveddryppende cykeltur på motionscyklen. Den del af fritiden er ikke en nydelse, erkender fødselaren.

Musikken, derimod, er en stor fornøjelse:

"Jeg spiller klaver, og klimprer lidt derhjemme om aftenen", siger Jens Friis Bak med et smil.

At han kan mere end Prinsesse Toben, har lægefaglig direktør Jens Friis Bak demonstreret ved flere lejligheder – blandt andet ved den tidligere hospitalsdirektør Henning Vestergaards farvel-reception.

Fakta

Jens Friis Bak kom til Hospitalsenheden Vest fra en stilling som overlæge på Medicinsk Endokrinologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Aarhus Sygehus.

Tidligere har han blandt andet arbejdet som overlæge og ledende overlæge på Medicinsk Afdeling C på Aarhus Sygehus. 

Fra cvet

  • Cand. med. fra Aarhus Universitet i 1982.
  • Disputats om ”Insulin receptor function and glycogen synthase activity in human skeletal muscle: Physiology and pathophysiology". Aarhus Universitet, 1993.
  • Speciallæge i medicinsk endokrinologi og i intern medicin.

Flere oplysninger

Hospitalsdirektør Poul Michaelsen, tlf. 7843 8530.

Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, tlf. 7853 8520.

Lægefaglig direktør Jens Friis Bak, tlf. 4093 7985.