Foto: Jesper Weile, Akutafdelingen.

27.04.2016

Læge og ph.d. studerende Jesper Weile er i øjeblikket på studieophold på Massachusetts General Hospital i Boston. Det var her, man i 1846 foretog den første operation i fuld bedøvelse med æter

Her skal han i to måneder blandt andre følge Dr. Vicki E. Noble, som er verdenskendt for sin pionerånd og sine kompetencer inden for akutmedicinsk brug af ultralyd. Opholdet er en del af den forskning Jesper Weile gennemfører i forbindelse med sit ph.d.-studie om brugen af ultralyd i den akutte behandling.

- Min forskning går ud på at undersøge, hvilke patienter, der har størst gavn af at få foretaget ultralydsundersøgelser. Det kan eksempelvis være til at vurdere, om patienter skulle have indre blødninger, sammenklappede lunger, akutte forandringer i hjertet samt en række andre diagnoser, som forskningen skal være med til at klarlægge.

- Under opholdet på Massachusetts General Hospital skal jeg modtage supervision af Dr. Vicki E. Nobel, deltage i udredningen af akut dårlige patienter og være med i det daglige arbejde – herunder tager del i afdelingens omfattende forskning. Det er en unik mulighed for at kvalificere min egen forskning til gavn for patienterne på Regionshospitalet Herning samt for at blive inspireret og tage ved lære af verdenseliten, fortæller Jesper Weile.


Foto: Jesper Weile, Akutafdelingen.