21.02.2019

Spørgehjørnet på intranettet har nu været aktivt i godt 21 måneder, og listen med svar på ugens spørgsmål har vokset sig alenlang. Så lang, at der er meget god viden at hente på ny om Regionshospitalet Gødstrup og flytteforberedelserne.

Flytteforberedelserne intensiveres, og der er kun ni måneder til, vi tager hul på selve flytteåret 2020. Så det giver god mening, at der nu kommer endnu flere spørgsmål.

På opfordring fra HovedMED-udvalget vil vi i hospitalsledelsen derfor gerne opfordre alle ansatte til at komme frem med de spørgsmål om Gødstrup, der optager jer.

Gå ind på Spørgehjørnet og stil dit spørgsmål. Så vil vi samle op spørgsmålene op på et dialogmøde om de emner, der spørges til, i marts – april måned. 


For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 2137 5007 og kommunikationschef Finn Møller på tlf. 5125 3537.