21.02.2019

Landets første universitetsklinik klarede sig overbevisende gennem nåleøjet efter en ny ekstern bedømmelse og får blandt andet ros af bedømmelsesudvalget for sine stærke samarbejdsrelationer.

I 2014 blev Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, landets første universitetsklinik ved Health, Aarhus Universitet. Den status bevilliges for en fem-årig periode, og klinikken har netop fået sin status forlænget efter en omfattende ekstern bedømmelse.

Udnævnelsen er en anerkendelse af, at forskningen lever op til de højeste standarder, der forventes af en universitetsklinik. For at blive udnævnt til universitetsklinik ved Aarhus Universitet skal man kunne dokumentere en betydelig forskningsaktivitet, blandt andet i form af publicering i internationale tidsskrifter og uddannelse af forskere.

Bedømmelsesudvalget bestod af professor Maria Albin (Stockholm), professor Stein Knardahl (Oslo) og professor Øyvind Omland (Aalborg), og de skriver i deres vurdering:

"Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest opfylder i overbevisende grad kriterierne for forlængelse af status som Universitetsklinik ved Aarhus Universitet."

Arbejdsmedicins stærke samarbejdsrelationer til andre sygehuse og universiteter samt evne til at indhente ekstern finansiering af forskningen får også rosende ord med på vejen af bedømmelsesudvalget.


For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 4093 7985, forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup på tlf. 7843 8580 samt forskningsansvarlig overlæge og professor Johan Hviid Andersen på tlf. 7843 3533.