31.01.2019

Fra alle hjørner af Region Midtjylland har 10.000 frivillige indtil nu meldt sig som hjerteløbere, og de er indtil nu løbet til knap 200 hjertestop.

I oktober 2018 begyndte AMK-vagtcentralen i Præhospitalet i Region Midtjylland at sende frivillige hjerteløbere afsted til hjertestop uden for hospitalet.

Flere af de frivillige hjerteløbere har rødder i sundhedsvæsnet, og det gælder blandt andet kollegerne fra Hospitalsenheden Vest, afsnitsoverlæge Robert Winding, Anæstesiologisk Afdeling, og kvalitetskonsulent Karoline Bech, Staben. Begge er i flere tilfælde blevet kaldt til hjertestop via app'en Trygfonden Hjerteløber.

Når det gælder hjertestop, er en hurtig indsats afgørende. For hvert minut, der går, falder chancen for at overleve. I Region Midtjylland får omkring 1.200 personer hvert år hjertestop i det offentlige rum eller for eksempel hjemme i egen bolig, og de vil få den hurtigste hjælp, hvis forbipasserende eller andre tæt på er klar til at hjælpe med livreddende førstehjælp. Derfor besluttede de midtjyske regionspolitikere i foråret 2018 at rulle hjerteløberkonceptet ud i hele regionen i tæt samarbejde med TrygFonden.

Læs mere her i den udsendte pressemeddelelse.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 4093 7985 og afsnitslæge Robert Winding, Anæstesiologisk Afdeling, på tlf. 7843 2753.