28.11.2019

I disse uger arbejder håndværkere tre steder i Gødstrup med installation af sengeautomater, der vil lette hverdagen markant og gøre skiftet fra patient til patient ude på afdelingerne lettere.

I sengetårnet ved Akutafdelingen står en 23 meter høj skakt i rå form klar, og der bliver en sengeautomat monteret i løbet af de kommende uger.

I H-tårnet står to skakte på hver 17 meter tilsvarende klar til sengeautomater. Selve automaterne er færdigmonteret ved årets slutning, men først når det øvrige byggeri er klar i 2020, vil automaterne kunne endeligt testes og tages i brug.

Princippet med sengeautomaterne er kort fortalt en nem og hurtig transport og opbevaring af senge. I hver sengeautomat er der plads til 15-19 senge, - rene og beskidte - som ved teknikkens hjælp sendes enten til rengøring på 3. etage eller til den afdeling, der efterspørger en ren seng.

Sengen står på hylder, og når først en seng er skubbet ind i sengeautomaten, så klarer teknikken resten selv.

Læs mere om sengeautomaterne i denne artikel.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 2137 5007 og chefkonsulent Ole Teglgaard på tlf. 2934 3206.