07.11.2019

I løbet af kun godt et års tid fra nu forvandler det, der p.t. er et råhus på et byggefelt i Gødstrup, sig til forsknings- og uddannelsescentret NIDO | danmark.

Byggeriet har vokseværk, for indenfor meget få måneder er det lykkedes totalentreprenøren KPC Herning med en flot indsats at hæve NIDO | danmark i landskabet på den vestlige del af den store hospitalsbyggeplads i Gødstrup.

Aulaen og den flotte glasfoyer, der vil forbinde NIDO | danmark med det øvrige hospital, ses nu tydeligt, og det samme gør det store atrium inde i den 5000 m2 store bygning i to etager. 

NIDO | danmark er stærkt på vej til målet; at blive den nye fælles rede for forskning og uddannelse og sundhed i Gødstrup.

Arbejdet på byggefeltet er nu så langt, at tiden for at fejre specielt håndværkerne med et rejsegilde nærmer sig med stormskridt.

Rejsegildet er sat til mandag d. 11. november, hvor endnu en milepæl for det kommende udrugningssted for ny viden, nye ideer og nye talenter skal markeres.

Sidst der blev holdt taler og skålet for NIDO | danmark var tilbage i det sene forår, hvor regionsrådsformand Anders Kühnau d. 14. maj tog det første spadestik. 

For yderligere information er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 4093 7985,  sygeplejefaglig direktør Ida Götke på tlf. 2048 0689 og forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup, NIDO | danmark på tlf. 2461 9931.