29.08.2019

Bidraget "Hurtigere trombolysebehandling" fra Hospitalsenheden Vest er nomineret som en af de fem kandidater til Smartprisen 2019 i Region Midtjylland. Prisuddelingen foregår på Region Midtjyllands Innovationsdag d. 4. september, der afholdes på Fængslet i Horsens. 

Når en patient bliver indlagt akut med mistanke om apopleksi, så er tiden meget kostbar. Tidligere blev trombolysepatienter først modtaget på Neurologi og Fysio-ergoterapi, men nu bliver patienterne i stedet kørt direkte til scanning på Røntgenafdelingen. Her står bioanalytiker og røntgenpersonale klar, når Falck og det neurologiske personale ankommer med en patient.  

Løsningen har haft en hurtig og mærkbar konsekvens: Den såkaldte "door to needletime" er faldet markant, hvilket vil sige, at patienten får den vigtige trombolysebehandling væsentlig hurtigere end tidligere pga. de mere direkte arbejdsgange.

Løsningen er med inspiration fra Odense Universitetshospital, og startede som et forsøg, der skulle belyse, om patienten kunne få trombolysebehandlingen hurtigere. Forsøget blev hurtigt gjort permanent, da det havde en helt klar gavnlig effekt.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte sygeplejefaglig direktør Ida Götke på tlf. 2048 0689 og ledende overlæge Birgitte Forsom Sandal på tlf. 7843 7010.