15.08.2019

1. september mellem kl. 10 og 15 bliver byggepladsen i Gødstrup til hospital for en dag. Og vi sætter alle sejl til i år, fordi vi glæder os meget til at arbejde i de nye rammer og har så meget at fortælle.

I alt fem ruter vil på dagen være ledetråde rundt på det nye hospital, som nogen steder endnu er en byggeplads, og andre steder har farver på væggene, og er klar til de tekniske installationer.

På godt 30 forskellige stande kan gæsterne på dagen møde over 150 ansatte og nogle af hospitalets tætteste samarbejdspartnere, der alle brænder for at fortælle om deres arbejde, og om de nye rammer, som de snart kommer til at møde patienterne i. 

Det vil blandt andet være muligt, at: 

  • Komme rundt i vores nye akutmodtagelse og høre om de mange forskellige faggrupper, der arbejder sammen for at sikrer dig den bedste behandling, hvis du bliver akut syg eller kommer til skade.

  • Besøge et sengeafsnit med enestuer, få en smagsprøve på hospitalsmaden, og høre om den måde vi allerede nu indarbejder de nye arbejdsgange, der bliver bærende, når vi er flyttet ind på Regionshospitalet Gødstrup.
  • Høre om, hvordan man flytter et hospital på kun 14 dage, møde nogle af vores vigtige samarbejdspartnere i kommune og region, og møde repræsentanter fra vores brugerråd.

Der vil også være en scene med forskellige foredrag i Restoen i foyeren i Gødstrup og andre events, der skal gøre dagen til en oplevelse for nysgerrige borgere og medarbejdere. Blandt andet:

 

  • Se en ambulance og mød Præhospitalet: i Akutmodtagelsen ml. 10-15
  • Mød hospitalsklovnene: Foyer og sal 6 ml. kl. 10-12
  • Mød Legehelten: på sal 6 ml. kl. 10-15
  • Mød Bamsehospitalet: rute 1 i stueetage ml. kl. 12-15.

Det endelige program for dagen kan ses her: http://www.dnv.rm.dk/aabenthospital2019/

I hospitalsledelsen glæder vi os over, at der har været enorm opbakning til Åbent Hospital ude på afdelingerne. Det viser, at der er en glæde og lyst til at fortælle om, hvad borgerne kan forvente i Gødstrup.

Vi glæder os til  at se så mange af jer som muligt 1. september til Åbent Hospital. Og spred gerne invitationen til familie, naboer og venner.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte sygeplejefaglige direktør Ida Götke på tlf. 2048 0689 og kommunikationskonsulent Dorthe Gærup Nielsen på tlf. 6137 9386.