16.05.2019

"Det er en stor dag for Midtjylland og Danmark, for med NIDO | danmark får vi et unikt center, der bidrager til, at vi får et Danmark og en region i bedre balance, når det gælder forskning og uddannelse", sagde regionsrådsformand Anders Kuhnau, da han tirsdag i denne uge tog første spadestik til opførelsen af det nye forsknings- og uddannelsescenter i umiddelbar tilknytning til Regionshospitalet Gødstrup.

Og det var en enig borgmester fra Herning Kommune, Lars Krarup , som efterfølgende steg op på talerstolen i festteltet på byggefeltet foran en forsamling med repræsentanter fra region, kommuner, samarbejdspartnere, erhvervsliv og private fundraisere. Alle med aktier i at realisere drømmen om et unikt center for forskning og uddannelse i Vestdanmark.

"Vi sætter gang i et af de mest markante og ambitiøse byggerier i Midt- og Vestjylland nogensinde, og jeg er sikker på, jeg taler på vegne af alle borgmestrene fra de kommuner, der har givet bidrag til NIDO | danmark, når jeg siger, at det er en stor dag for hele den midt- og vestjyske region", sagde borgmester Lars Krarup.

Spadestikket denne solbeskinnede tirsdag i maj er således kulminationen på en lang rejse og en drøm, som bliver til virkelighed takket være en stærk støtte og opbakning fra det private erhvervsliv, Herning Kommune og Region Midtjylland, der gik sammen for at skaffe de 142,8 mio. kr., som byggeriet koster.

Fortællingen om, hvordan byggeriet af NIDO | danmark er også historien om, hvordan drømme kan blive til virkelighed takket være kombinationen af solid vestjysk vedholdenhed, vilje, hårdt arbejde og sammenhold. Det understregede Annette Haagerup som forskningskoordinerende ledende overlæge for NIDO | danmark med et citat fra Walt Disney, da hun trådte frem som næste taler i rækken:

"If you can dream it, you can do it."

Dagens talerrække blev afrundet af forskningsansvarlig overlæge Morten Bøttcher, som talte på vegne af Forskningsudvalget samt patienterne og forskningspersonalet i Hjerteforskningsklinikken i Herning, da han roste initiativtagerne til byggeprojektet. Den forskningsansvarlige overlæge glædede sig blandt andet til at få alle kræfter samlet ét sted:

"Vi rykker op i en helt ny liga. Tak for visionerne og det lange lys. For os er det et fyrtårn, der giver grobund for optimisme, og vi er så klar til at fylde de nye rammer med liv, forskning og innovation."

Læs reportage og se fotos fra 1. spadestik til NIDO | danmark på intranettet.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte sygeplejefaglig direktør Ida Götke på tlf. 2048 0689 og forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup, NIDO | danmark, på tlf. 2461 9931.