10.01.2019

Ledende overlæge Carsten Byrjalsen har meddelt, at han ønsker at træde ud af lederfunktionen for at fortsætte som overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling.

Carsten Byrjalsen har beklædt stillingen som ledende overlæge siden 2007. Inden da havde han haft forskellige lederjobs som administrerende overlæge i Horsens (1997 – 2001), Centerchef ved Kvinde-Barn Centret, Ringkøbing Amt (2001 – 2004), og lægefaglig direktør ved de Sønderjyske Sygehuse (2005 – 2007).

Carsten Byrjalsen har hele tiden haft et stort fokus på kvaliteten i specialet og på værdien af at have dygtige medarbejdere. Det har resulteret i flotte topplaceringer for Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling som fødested. Samtidigt har han haft et stort strategisk indblik og styrket udviklings-, uddannelses- og forskningsområdet på afdelingen, som i dag er et attraktivt sted at være ansat.

Der skal lyde en stor tak til Carsten for veludført ledergerning og for samarbejdet i ledelseskredsen. Vi glæder os over, at vi fortsat kan have gavn af Carsten som overlæge i afdelingen.

Efter Carstens ønske vil der ikke blive afholdt reception i forbindelse med hans tilbagetræden.

Stillingen som ledende overlæge ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling vil snarest blive opslået.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 4093 7985 og ledende overlæge Carsten Byrjalsen på tlf. 7843 4610.