21.03.2019

Vi er glade for at kunne fortælle, at overlæge Maria Halberg pr. 1. maj er ny ledende overlæge og medlem af afdelingsledelsen i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest.

43-årige Maria Halberg kender afdelingen – og de hende – rigtig godt. I 2014 blev hun afdelingslæge i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling og året efter overlæge med ansvar for etablering og drift af Herning Fertilitetsklinik, der er en del af Gynækologisk Ambulatorium. Hun har desuden stået i spidsen for minihysteroskopi-funktionen i ambulatoriet.

Den kommende ledende overlæge har længe haft fokus på det at lede. Hun har gennemført det monofaglige kursus Lægefaglig Ledelse og Ledelsesidentitet og det regionale tværfaglige ledelseskursus Kilimanjaro.

I september 2018 begyndte Maria på en Master of Public Governance ved Aalborg Universitet. Her har hun netop afsluttet to moduler på uddannelsen, henholdsvis Ledelsesfagligt Grundforløb og Personligt Lederskab og Coaching. I dette forår er hun startet på yderligere to moduler, henholdsvis Strategisk ledelse og Personlig udvikling.

Maria er formand for Tværfagligt Specialeråd for Gynækologi og Obstetrik i Region Midtjylland.

Privat er Maria gift og er mor til to voksne drenge på 18 og 22 år, samt bonusmor for yderligere to drenge på 16 og 17 år. Familien bor i Hald Ege ved Viborg.

Læs mere i navnenyheden på intranettet.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 4093 7985 og HR-chef Lasse P. Hansen på tlf. 7843 8610.