04.01.2019

En række medarbejdere i Hospitalsenheden Vest har allerede den kommende flytning til Gødstrup under huden. Flytteenheden trækker i trådene og koordinerer i det daglige med blandt andet flyttekoordinatorer samt det canadiske firma HCR (Health Care Relocations), der hjælper os med den overordnede rådgivning.

HCR har stor erfaring fra en lang række hospitalsflytninger, og på deres initiativ og invitation drager en delegation i næste uge til Michigan City for at få et helt tæt førstehåndsindtryk af en aktuel flytning.

Leder af Flytteenheden, projektleder Jacob Pedersen skal sammen med ledende overlæge Tommy Midtgaard fra Anæstesiologisk Afdeling og ledende oversygeplejerske Bodil Overgaard, Medicinsk Afdeling, på tæt hold følge flytningen af Franciscan Health til nye lokaliteter ni kilometer fra det nuværende hospital i Michigan City i delstaten Indiana.

New Franciscan Health er et akuthospital med 130 senge og med alle de specialer, vi kender her hos os i Hospitalsenheden Vest. Aftalen er, at delegationen skal følge de tre sidste flyttedage og specielt se og opleve, hvordan patientflytningen og flowet kommer til at foregå.

Rejsen til USA foregår i perioden 9-14. januar.


For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 4093 7985 og projektleder Jacob Pedersen på tlf. 4015 8073.