01.12.2017

Vi er glade for at kunne fortælle, at overlæge Maiken Bjerggaard pr. 1. april 2018 er ansat som ledende overlæge på Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro. Med ansættelsen får afdelingen en ny ledende overlæge med bred urologisk baggrund. De seneste tre år har Maiken været uddannelsesansvarlig overlæge på afdelingen. 

Urinvejskirurgisk Afdeling får en ledende overlæge, der aldrig er gået den direkte vej til målet, men har afprøvet ting undervejs. Først en musisk uddannelse på violin, herefter mere traditionelt med HF og universitetsuddannelse og senest en master i Fleksibel Offentlig Ledelse. 

I sin karriere har Maiken Bjerggaard oplevet en række forskellige sygehus- og afdelingskulturer både på Færøerne, i Norge, i Region Syd og i Region Midt blandt andet på Urinvejskirurgisk Afdeling. 

I tiden på Urinvejskirurgisk Afdeling har Maiken Bjerggaard været med til at gøre afdelingen til et endnu mere attraktivt uddannelsessted for yngre læger fra hele landet. 

At uddanne og uddannes er nøgleord for Maiken Bjerggaard, både i livet og dagligdagen som læge, men også i privatlivet, hvor hun uddanner heste og ryttere. 

Velkommen til Maiken. Vi glæder os til samarbejdet.

Kontakt

For yderligere information er du velkommen til at kontakte lægefaglig direktør Jens Friis Bak på tlf. 7843 8510 eller HR-chef Lasse P. Hansen på tlf. 7843 8610.