27.10.2017

Hvordan kommer det færdige hospital i Gødstrup til at se ud, og hvilke farver får facaden mon?

Spørgsmålene er stillet flere gange og senest af de mange gæster, der lagde vejen forbi Gødstrup i forbindelse med "Åbent hospital" den første søndag i september. Nu, godt halvanden måned senere, er det muligt med egne øjne at se konturerne af et svar. 

Dronen med kamera påmonteret har igen fløjet over området i Gødstrup og over den travle byggeplads. 

Det den så en efterårsdag i oktober var stor byggeaktivitet på det område, der betegnes Etape 3. Etapen, der bl.a. skal rumme neurologi, kræftafdeling og dagkirurgiske operationsafsnit får via den 375 meter lange foyer forbindelse til den største af etaperne – Etape 1. 

I direkte forlængelse af Etape 3 skal psykiatrien - Etape 2 - opføres. Entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S har netop har vundet totalentreprisen på 227 mio. kr. for psykiatrien, og projekteringen går i gang i løbet af november. Selve den fysiske byggestart af etapen er planlagt til marts 2018. 

Etape 1's sengetårne fremtræder endnu mørke i udtrykket, men snart kommer farver på paletten! Faktisk er det allerede nu muligt at få en fornemmelse at det færdige look. Mod vest er der lavet en prøvemontering af facaden, og som det ses på dronens optagelser, så bliver hospitalet moderat stribet. 

Læs mere og se dronefilmen på DNV-Gødstrups hjemmeside.

Kontakt

For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 2137 5007 og projektchef Michael Hyllegaard på tlf. 2447 0234.