06.10.2017

Forberedelserne til flytteopgaven og selve flytningen til Gødstrup er aktuelt ved at finde sin egen organisering med ansættelse af flyttekoordinatorer på afdelingerne.

Flytteopgaven er ikke kun praktik med flyttekasser, men også nye arbejdsgange, nye teknologier og træning af os alle i at kunne fungere fra dag 1 i det nye hospital. At lykkes med denne opgave er der ikke mindst faglig kvalitet og patientsikkerhed i.

Det er også klart, at når vi skal forberede og flytte to sygehuse, træne alle kollegerne og sikkert flytte patienterne, så er der også økonomi knyttet til opgaven. Aktuelt arbejder vi med et samlet budget på mere end 500 mio. kr. til flytterelaterede udgifter. Heraf er de ca. 80 mio. kr. bundet til selve flytteopgaven. 

Så det er både af hensyn til vores kvalitet, patientsikkerheden og vores økonomi meget vigtigt, at vi træffer de rigtige beslutninger i planlægningen af flytningen og ibrugtagningen af rammerne i Gødstrup. 

Som led i denne omhu drager afdelingsledelserne og dele af flytteorganisationen søndag aften af sted på to dages studietur til sygehuset Østfold i Norge for at få et indblik i, hvordan sygehuset her løste en tilsvarende flytteopgave i 2014-2016. 

Det primære fokus vil være på, at vi flytter mennesker. Altså hvordan sikrer vi en optimal sikkerhed for patienterne i flytteprocessen, og hvordan sikrer vi, at Gødstrup fungerer som patientens hospital fra dag 1. 

Nærmere information om dette følger i et kommende nyhedsbrev.

Kontakt

For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 2137 5007 og projektleder Jacob Pedersen på tlf. 4015 8073.