22.09.2017

Mandag d. 25 september fra 11.30-13.30 er der rejsegilde på DNV-Gødstrup. Det bliver traditionen tro en festdag for håndværkerne samt for en række inviterede gæster.

At rejsegildet holdes d. 25. september er ingen tilfældighed. Det er en dato, der står markant i historien om tilblivelsen af DNV-Gødstrup. Skruer vi tiden 5 år tilbage, blev første spadestik taget på bar mark, og drejer vi endnu mere på tidsskruen, er vi tilbage i september 2007, hvor akutforliget blev vedtaget. 

Med akutplanen blev grunden lagt til et stort og samlende akuthospital DNV-Gødstrup – eller som navnet bliver ved indflytningen i 2020 "Regionshospitalet Gødstrup". 

For kun et par uger siden blev dørene for første gang åbnet for publikum ved "Åbent Hospital". Det blev en herlig søndag, der gav én på opleveren for over 3000 gæster. Nu glæder vi os til igen at få gæster i Gødstrup, og vi ser frem til at fortælle, hvad det kommende hospital fra 2020 kan tilbyde de ca. 350.000 borgere, der udgør optageområdet. 

Regionsrådsformand Bent Hansen, der tog det første spadestik på bar mark i 2012, holder talen fra Region Midtjylland, mens hospitalsdirektør Poul Michaelsen og medformand for Brugerrådet Birgit Hagen holder talerne fra Hospitalsenheden Vest. 

Efter de officielle taler får deltagerne en rundvisning i en udvalgt del af byggeriet samt en gåtur til helikopterlandingspladsen og indgangen til Akutmodtagelsen.

Kontakt

For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 2137 5007 og kommunikationschef Finn Møller på tlf. 5125 3537.