30.06.2017.

Region Midtjyllands sundhedsvæsen er bygget op omkring fem akuthospitaler, der alle er i stand til at modtage akutte patienter døgnet rundt, året rundt.

I en beredskabssituation, hvor regionen skal kunne håndtere mange samtidige tilskadekomne (fx ved en togulykke) vil Beredskabs AMK i Præhospitalet koordinere indsatsen på tværs af akuthospitalerne.

Ledelsen i Region Midtjylland har iværksat et arbejde med at samle regionens fem akuthospitalers beredskabsplaner til én fælles plan for at sikre evnen til at kunne fungere som ét akuthospital med fem indgange, mens hændelsen står på. Så kan alle, der er involveret i beredskabsarbejdet genkende struktur og terminologi i beredskabsplanerne, uanset om de arbejder i Horsens eller Herning.

Dette betyder, at hospitalerne skal samordne deres respektive beredskabsplaner og herunder, som bilag, afdelingernes beredskabsplaner. De aktuelle planer skal indføres i en fælles regional skabelon for at sikre hurtig tilgang og genkendelighed ved brug i forbindelse med hændelser.

På Hospitalsenheden Vest bliver denne proces styret af Beredskabsrådet, rent praktisk ved beredskabschef, overlæge Arne Christensen og sekretær for Beredskabsrådet, strategi- og plankonsulent Thomas Antonsen.

Arbejdet med revision og samordning vil forløbe henover efteråret med en forventet afslutning inden jul.

Kontakt

For yderligere information er du velkommen til at kontakte beredskabschef Arne H. Christensen på tlf. 31414101 og strategi- og plankonsulent Thomas Antonsen på tlf. 30521962.