23.06.2017

Behovet for viden om Gødstrup er aktuelt til stede her på hospitalet. Det ved vi positivt fra den månedlige introduktion af nyansatte, som hver gang kommer en tur forbi byggepladsen i Gødstrup og giver udtryk for, at det gør en forskel at komme helt tæt på byggeriet.

Og det kan ses af interessen fra "Spørgehjørnet" om Gødstrup, som hver uge adresserer spørgsmål og svar i dette nyhedsbrev. På nuværende tidspunkt har 2 ud af 3 medarbejdere lagt vejen forbi siden opstarten ultimo marts 2017.

Endnu er der lidt tid til, at flyttekasser skal pakkes, og nye koncepter i Gødstrup er helt på plads, men forberedelserne er i gang, og i løbet af efteråret er flytteorganisationen helt på plads. Alt det vil du efterhånden kunne læse mere om på en helt ny side på hospitalets intranet, som hedder "På vej mod Gødstrup". 

Denne side skal være med til at samle vaner og informationer omkring flytteprocessen og forberedelsen af ”rejsen” til Gødstrup.

Allerede nu kan du tegne et abonnement på de informationer på siden, du gerne vil følge med i, og der er lavet et fælles grafisk særkende, der kan bruges til den flyttekommunikation, der efterhånden vil gro også på afdelinger og afsnit. 

Aktiviteter på selve byggepladsen er forsat at finde på DNV-Gødstrups hjemmeside www.dnv.rm.dk, mens forberedelserne og rejsen til Gødstrup er at finde på intranettet.

Kontakt

For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 7843 8530, projektleder Jacob Pedersen på tlf. 4015 8073 og kommunikationschef Finn Møller på tlf. 5125 3537.