02.06.2017

Ledere og medarbejdere i Ortopædkirurgisk ambulatorium og på Røntgenafdelingen i Holstebro har skabt fantastiske resultater via et fælles forbedringsprojekt: Bl.a. er det lykkedes afdelingerne næsten at fjerne ventetiderne helt på kontrolundersøgelserne i røntgen og at reducere spildtiden markant i patientforløbet til stor tilfredshed for både patienter og personale.

Takket være et fælles fokus på forbedringer, så venter ambulante ortopædkirurgiske patienter på Regionshospitalet Holstebro i gennemsnit kun 1,6 minutter på at komme til deres kontrolundersøgelse i Røntgenafdelingen, inden de skal besøge lægen i Ortopædkirurgisk ambulatorium.

For et år siden så virkeligheden anderledes ud med en gennemsnitlig ventetid på omkring 19 minutter. Og ofte kunne flere patienter opleve at vente op til en time. I juni 2016 sammensatte Ortopædkirurgisk Afdeling og Røntgenafdelingen derfor et forbedringsteam på tværs af Ortopædkirurgisk ambulatorium og Røntgenafdelingen, der som mål satte sig for at undersøge mulighederne for at forbedre ventetiderne.

Forbedringsteamet har siden da været med til at sætte flere initiativer i gang, der har ført til ændrede arbejdsgange, bedre patientflow og næsten ingen ventetid for de pågældende patienter. Et konkret mål har fra begyndelsen været, at 90 pct. af patienterne ikke oplever ventetid på mere end 10 minutter pr. 1. april 2017.

Det mål blev indfriet ud over alle forventninger, lyder det fra forbedringsteamet, der bygger videre på succesen med et nyt forbedringsprojekt om kvalitet i henvisningerne.

Du kan læse mere om teamets samarbejde og forbedringsprojektet i nyheden på intranettet.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte sygeplejefaglig direktør Ida Götke på tlf. 2048 0689 eller kvalitets- og udviklingschef Birgitte Ostersen på tlf. 2222 8919.