24.03.2017

En helt ny stue på Dialyseafsnittet i Holstebro kaldet DIAFLEX blev i denne uge officielt fejret med snoreklip bobler og kage.

DIAFLEX giver patienterne mulighed for en høj grad af involvering i deres egen behandling med større patienttilfredshed til følge.

Det er et tilbud til de patienter, som flere gange om ugen tager turen på hospitalet for at komme i hæmodialyse, hvor de får renset blodet for affaldsstoffer og overskydende væske. Sådan en behandling kan vare op til fire timer.

På den nye DIAFLEX-stue på Dialyseafsnittet skal patienterne selv varetage store dele af dialysebehandlingen - fx skal de selv klargøre dialysemaskinen. Dette medfører, at patienterne nu kan udnytte den tid bedre, som før har været ventetid. Der er en sygeplejerske på stuen, som man kan få hjælp og sparring af.

Dialyseafsnittet har i forvejen en Self Care-stue med tre selvbetjeningspladser til de patienter, som styrer hele deres behandling, men fortsat med mulighed for at tilkalde en sygeplejerske ved behov.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte sygeplejefaglig direktør Ida Götke på tlf. 7853 8520 og afdelingssygeplejerske Pia Dalgaard på tlf. 7843 6752.