10.03.2017

At være forudseende, tænke langsigtet og forsøge at forudse alle mulige "sten på vejen", gavner som oftest slutresultatet.

I Gødstrup på den store og travle hospitalsbyggeplads er vi nu godt halvvejs, og om mindre end 36 måneder flytter vi ind. Dagligt er der fokus på sikkerheden på byggepladsen, og at den vedholdende fælles indsats virker, kan aflæses i en på mange måder tilfredsstillende ulykkesstatistik.

Siden 2012 er der noteret i alt 11 arbejdsulykker, 5 i 2016 og slet ingen i 4. kvartal af 2016. I forhold til byggebranchens gennemsnit ligger vi på ca. en tredjedel.

I en meget lang periode har der overhovedet ikke været ulykker på byggepladsen i Gødstrup. Helt præcist var der i februar gået hele 186 dage uden ulykker. Et så flot resultat kommer kun, fordi entreprenører, håndværkere, sikkerhedsledere, byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinatorer hele tiden har det lange lys på og tænker på arbejdsmiljøet.

Som en markering og en tak for indsatsen, var der derfor i går pandekager med is og honning til alle på pladsen. Markeringen er den anden af slagsen, for sidste sommer var der is til alle med tak for 100 dage uden ulykker!

Læs mere i reportagen på Gødstrups hjemmesiden.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 7843 8530 og projektchef Michael Hyllegaard på tlf. 2447 0234.