03.03.2017

Dag for dag nærmer vi os målet i Gødstrup. Hospitalsbyggeriet har vokseværk og breder sig i alle retninger. Godt halvvejs i byggeriet er det derfor rettidig omhu, at en lille fortrop fra Hospitalsenhedens Vests Driftsafdeling indtager Gødstrup.

Sektionsleder i Driftsafdelingen Carsten Søndergård (bygningskonstruktør og Commissioning leder) og kollegerne Heidi Elisabeth Højland (bygningskonstruktør) og Niels Holm Mortensen (maskinmester) samarbejder allerede nu i det daglige med Projektsekretariatets folk på byggepladsen om en hel række praktiske ting og gøremål.

Blandt andet er de tre nu med på Projektsekretariatets ugentlige møde i skurbyen, hvor et væld af informationer deles.

P.t. har kollegerne fra Driftsafdelingen deres eget kontor til rådighed, men det er planen, at de i nær fremtid skal rykke sammen med Projektsekretariats ansatte i skurbyen.

Overordnet er Driftsafdelingens fortrop på plads for at lære og se, hvad det er for et hus, vi bygger. At få huset ind under huden, lære det at kende i detaljer og vide, hvor installationerne eksempelvis er monteret. Kort sagt få ejerskab til det.

Læs mere i artikel på intra "Fortrop til Driftsafdelingen indtager Gødstrup".


For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 7843 8530 og driftschef Jens Peter Østergaard på tlf. 2222 8971.