17.02.2017

Er du frisk på at cykle, løbe eller rulle på spritny motorvejsasfalt søndag d. 28. maj, så er det snart tid at starte forberedelserne.

Sidste søndag i maj er ti kilometer motorvej vest om Herning – og en vigtig adgangsvej til DNV-Gødstrup – en realitet. Vi er i Hospitalsenheden Vest med til at gøre dagen til en festdag, og der arbejdes internt sammen med motionsforeningerne i Holstebro og Herning på, at vi kan deltage i Motorvejsløbet, der bliver en del af dagens program.

Detaljerne er ikke på plads, men det ligger fast, at der bliver mulighed for at cykle, løbe eller rulle 5 eller 10 kilometer. Vi håber, at mange vil sætte kryds i kalenderen og gå i gang "med de indledende øvelser".

De ti kilometer motorvej, der løber mellem Snejbjerg og Sinding, er en del af det i alt 39 km lange motorvejsprojekt mellem Herning og Holstebro. De ti kilometer benævnes Messemotorvejen, mens resten af motorvejen, der åbner i 2018, vil hedde Holstebromotorvejen

Læs mere om motorvejsåbningen her.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte hospitalsdirektør Poul Michaelsen på tlf. 7843 8530 og strategi- og planchef Henrik Grejsen Iversen på tlf. 7843 8541.