20.01.2017

Forskere og formidlere ved Arbejdsmedicin Herning, Hospitalsenheden Vest, har udviklet et interaktivt brætspil, som skal ruste specielt erhvervsskoleelever til nogle af de udfordringer et arbejdsliv kan give.

Sitet www.ditarbejdslivnu.dk har været i luften siden 2013, men materialet er nu tilpasset erhvervsskolernes nye hovedområder . Det interaktive brætspil indeholder autentiske historier om erfaringer fra arbejdslivet fortalt af unge samt viden om arbejdsmiljø.

En af sitets store styrker er, at spillet baseres på virkelige historier. Gennem forskellige "scener fra en arbejdsdag" skal eleverne forholde sig til situationer med mobning, urimelige chefer og komplicerede rollefordelinger. Disse emner kan være svære at sætte ord på gennem almindelig klasseundervisning, fordi de kan føles meget personlige og indimellem også tabubelagte.

Når eleverne møder situationerne i et computerspil, giver det en anden og positiv indlæringsform. En anden styrke er det, at eleverne spiller dilemmaspillet individuelt, hvilket sikrer, at alle er aktive.

De nævnte scener og historier er udviklet på baggrund af interviews med unge elever, lærlinge og nyuddannede, hvilket sikrer et udgangspunkt i virkelighedsnære problematikker for unge i arbejde.

Fakta

Spillet kan findes på www.ditarbejdslivnu.dk og downloades til telefon og tablet via App Store (søg på "dit arbejdsliv dilemmaspil") og Google Play (søg på "dit arbejdsliv").

Finansiering

Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.


For yderligere information er du velkommen til at kontakte Projektleder Regine Grytnes, antropolog, ph.d. på tlf. 7843 3500 og daglig projektleder Helene Meldgaard Pedersen, antropolog på tlf. 7843 3500.