13.01.2017

Det er nu - og allersenest den 10. februar 2017 - du skal til tasterne, hvis din afdeling skal vinde prisen for "Årets borgerinddragende initiativ 2017".

Prisen uddeles på Danske Regioners generalforsamling i april, og den gives til et initiativ, der sikrer den gode inddragelse af patienter eller pårørende. I år skal initiativet være særligt rettet mod ”børn, unge og familier” enten som patienter eller som pårørende for at komme i betragtning.

Initiativet kan være i form af:

  • Patientinddragelse: Når patienter gennem aktiv involvering har indflydelse på beslutninger om det individuelle behandlingsforløb og/eller planlægning heraf.

  • Pårørendeinddragelse: Når pårørende indgår som ressourcer i et patientforløb.

  • Organisatorisk brugerinddragelse: Når patienter og/eller pårørende bidrager med deres viden i udviklingen af sundhedsvæsenet, fx i politikudvikling, kvalitets- og organisationsudvikling, uddannelse, forskning og byggeri.

Danske Regioner efterlyser indstillinger til prisen fra både psykiatri og somatik.

Vind en film om initiativet

Ud over æren og 10.000 kroner til udsmykning af den vindende afdeling, så får vinderen også en film om initiativet, som frit kan anvendes af afdelingen og organisationen bag.

Læs mere og indstil din afdeling på Danske Regioners hjemmeside.