Formlen er langvarige relationer til forsøgsdeltagere og lette arbejdsgange tilsat en løsningsorienteret vestjysk kultur, mener projektsygeplejerske Brigitta R. Villumsen.

Brigitta R. Villumsen er ansat som projektsygeplejerske på Urinvejskirurgisk Afdeling, hvor hun varetager de praktiske og administrative aspekter af kontraktforskningen.

Hun følger patienterne over længere tid og sørger for, at forsøgsdeltagernes forløb tilrettelægges bedst muligt.

Brigitta R. Villumsen

"Jeg ser det som et privilegie at få lov til at indgå i længerevarende forløb med forsøgspersonerne, følge deres udvikling og medicinens virkning," siger Brigitta om arbejdet på Urinvejskirurgisk Afdeling.

Forskningen er bundet på få hænder, og det letter de praktiske og administrative aspekter af forskningen. Den positive udmelding giver genlyd blandt forsøgspersonerne, som finder tryghed i at møde den samme sygeplejerske og kun få læger i et forløb.

Alting løses med et godt samarbejde

I Hospitalsenheden Vest står man skulder ved skulder på tværs af afdelinger, og den ukomplicerede vestjyske tilgang til hverdagens små udfordringer løses med godt samarbejde.

"Alting er bare nemmere her, fordi grundholdningen er, at vi hjælper hinanden på hele hospitalet," siger Brigitta.

Tættere og bedre samarbejde i Gødstrup

På Regionshospitalet Gødstrup bliver afstanden mellem afdelingerne kortere, og samarbejdet mellem afdelingerne bliver endnu lettere.

Arbejdet på Urinvejskirurgisk Afdeling har dannet grobund for, at Brigitta har kunnet initiere sin egen forskning og starte sit eget ph.d.-projekt. Det betyder, at hun er i gang med at undersøge, om styrke- og kredsløbstræning i hjemmet kan være nok til at modvirke nogle af de bivirkninger, der er ved at være i antihormonel behandling for prostatakræft.

Ph.d.-projektet henvender sig til de patienter, som enten ikke kan eller har lyst til at tage hen til et træningstilbud eller at træne sammen med andre.

"Det her projekt skal dedikeres til alle de mænd, jeg har mødt gennem de sidste ti år på Urinvejskirurgisk, Afdeling," siger Brigitta.

Regionshospitalet i Gødstrup - vil du være med?