04-09-2019

Knap halvdelen af årets videnskabelige præsentationer på Forskningens Dag 2019 kom fra ph.d.-studerende, og det blev også de studerende på forskeruddannelsen, som hentede årets forskningspriser hjem.

Af forskningsformidler Marianne Jensby Bornemann

Hvert år uddeler NIDO | danmark tre forskningspriser på Forskningens Dag:

  • prisen for bedste orale præsentation
  • prisen for bedste poster med plenum præsentation
  • prisen for bedste poster uden plenum præsentation

Vinderne blev velfortjent hædret ved festmiddagen i Cabaretsalen, MCH Herning Kongrescenter.

Pris for bedste orale præsentation

Vinder: Læge og ph.d.-studerende Maria Skydt Lindgren, Urinvejskirurgisk Afdeling for sin præsentation "Neoadjuvant chemoresection in bladder cancer - Can we avoid surgery?"

Prisen er 5000 kr., øremærket til forskningsaktiviteter efter eget ønske.

"Det betyder rigtig meget for mig at vinde prisen. Det er en stor anerkendelse, især da der var så mange gode oplægsholdere. Det er et spændende forum at formidle sin forskning i, fordi der er så mange forskellige faggrupper og specialer, som har et helt andet blik eller anden vinkel på det, man laver. Det gav nogle diskussioner, jeg ikke havde regnet med - helt fantastisk," sagde Maria.

Maria Skydt Lindgren var også blandt prisvinderne ved sidste års Forskningens Dag, hvor hun vandt prisen for bedste poster uden plenum præsentation.

Prisvinder Maria Skydt Lindgren

Prisvinder Maria Skydt Lindgren. Foto: NIDO.

Pris for bedste poster med plenum præsentation

Vinder: Læge og ph.d.-studerende Andreas Steenholt Niklassen, Øre-, Næse-, Halsafdelingen for sin præsentation "Danish Validation of Sniffin' Sticks Olfactory Test for Threshold Discrimination and Identification."

Prisen er 5000 kr., øremærket til forskningsaktiviteter efter eget ønske.

Læge og postdoc Alexander Fjældstad modtog prisen på vegne af Andreas, som var forhindret i at deltage i middagen.

Andreas Niklassen

Prisvinder Andreas Steenholt Niklassen. Foto: privat.

Prisen for bedste poster uden plenum præsentation

Vinder: Sygeplejerske, cand. scient san og ph.d.-studerende Susanne Gundersborg Sandbøl, NIDO | danmark for sin poster "Podningsmetode for kontaktpunkter på patientstuer".

Prisen var en laser pointer samt en plads i organisationskomitéen for Forskningens Dag 2020.

Prisvinder Susanne Sandbøl

Prisvinder Susanne Gundersborg Sandbøl. Foto: NIDO.

Den videnskabelige priskomité ønsker vinderne tillykke!

Læs reportage fra Forskningens Dag her.