Hvis der er forberedelser til din undersøgelse, står det i indkaldelsesbrevet og den patientvejledning, som følger med. Det er derfor vigtigt, at du læser materialet grundigt igennem inden undersøgelsen.

De mest almindelige forberedelser

Oftest vil der være tale om, at du skal have taget en blodprøve. Blodprøver tages før undersøgelser med kontrast for at sikre, at nyrerne kan klare kontrastens påvirkning. Blodprøver tages også typisk før undersøgelser, som kræver indgreb gennem huden, hvis du lider af en blødersygdom, får blodfortyndende medicin, kemoterapi eller modtager anden behandling, som kan påvirke blodets evne til at størkne.

Andre undersøgelser kan kræve udrensning af tarm, specialkost, faste og tørste, og andre kræver, at der drikkes rigeligt med æske. Forberedelserne er nødvendige for at sikre det bedst mulige undersøgelsesresultat og grundlag for diagnose og behandling. 

Og så er der naturligvis også undersøgelser, hvor du slet ikke skal forberede noget.

Læs derfor altid dit indkaldelsesbrev grundigt igennem, så du ved, hvordan du skal forberede dig til din undersøgelse.

Har du sukkersyge?

Hvis du har sukkersyge og er i tabletbehandling, skal du altid inden undersøgelser med kontrast have foretaget en blodprøve.

Blodprøven vil vise, om det bliver nødvendigt at holde en pause fra tabletterne i dagene op til undersøgelsen.

Du kan læse mere om kontraststoffer og forholdsregler på sundhed.dk

Er du gravid?

Hvis der er mulighed for, at du er gravid, er det vigtigt, du fortæller det til personalet. Et forster er særlig følsom over for røntgenstråler, og når vi røntgenundersøger gravide, er vi derfor særligt forsigtige i områder nær fosteret.