Urinvejskirurgisk Afdeling har flere års erfaring med avanceret robotkirurgi. (Arkivfoto: Kommunikation, Hospitalsenheden Vest.)

13.12.2017

Høj faglighed og gode traditioner for et tæt, tværfagligt samarbejde medvirker til, at urinvejskirurgien ved Hospitalsenheden Vest får en førsteplads af "Dagens Medicin" alle gange tre 

Stabil førerposition og højdespringer

Sundhedsmediet Dagens Medicin har for tredje år i træk kåret afdelingen som landets bedste til behandling af prostatakræft. Herudover er afdelingen i år som noget nyt blevet højdespringer indenfor nyrekræft, og lander på en 3. plads i behandlingskvalitet.

Ledende overlæge Peder Graversen er glad for, at Urinvejskirurgisk Afdeling på disse områder fortsætter med at ligge stabilt i toppen blandt landets bedste urologiske specialer.

"Det er meget glædeligt, at vi igen er kåret til nogle af de bedste i landet, men det er måske heller ikke en tilfældighed. Vi har en meget stor ekspertise og erfaring en god tradition for at kombinere den høje faglighed med et godt samarbejde i tværfaglige og specialiserede teams, hvor patienten altid er i fokus."

Teamet sikrer sammenhæng og kontinuitet

Det betyder, at patienter med prostatakræft og nyrekræft hver især har tilknyttet et team bestående af fire specialister samt plejepersonale og terapeuter. Det er med til at sikre sammenhæng og kontinuitet gennem hele patientforløbet fra den første samtale til udskrivelse og opfølgning, herunder med genoptræning og rehabilitering, hvilket afspejler sig i en høj patienttilfredshed, forklarer Peder Graversen.

"Hvert team er tæt tilknyttet deres patienter, og det har resulteret i flot feedback fra patienterne, som føler sig vel taget imod gennem hele deres forløb."

Foruden et fokus på at være tæt tilknyttet i teams omkring patienterne, så deltager urologerne i ugentlige multidisciplinære videokonferencer på tværs af kræftspecialer og diagnostiske specialer på hospitalerne i Region Midtjylland. Det er med til at sikre en høj kontinuitet og sammenhæng i patientforløbet, vurderer den ledende overlæge.

Omsat i målbare resultater for patienterne betyder alt dette blandt andet hurtig diagnosticering, kort ventetid, specialisten i front og høj overlevelsesrate efter endt behandling.

Fakta om Urinvejskirurgisk Afdeling

  • Urinvejskirurgisk Afdeling på Hospitalsenheden Vest har p.t., i forhold til udredning og behandling af prostata- og nyrekræft, et patientgrundlag på ca. 750.000 borgere i Region Midtjylland.
  • Prostatakræft: Afdelingen udfører omkring 200 operationer om året. 95 procent af operationerne foregår ved hjælp af avanceret robotkirurgi, hvilket er den mest skånsomme metode for patienten.

  • Nyrekræft: Der udføres i omegnen af 70 operationer på årsbasis. 75 procent af operationerne foregår som kikkertoperation – heraf halvdelen ved hjælp af operationsrobot.
  • Urinvejskirurgisk Afdeling har aktuelt otte specialister fordelt på to teams indenfor henholdsvis prostatakræft og nyrekræft. Herudover har afdelingen seks læger i hoveduddannelse indenfor urologi. Herudover har afdelingen seks læger i hoveduddannelse indenfor urologi.

- Dagens Medicin kårer Danmarks Bedste Hospital fredag d. 15. december 2017.