Forskning på Arbejdsmedicink Klinik
Forskning i årsagssammenhænge er en nødvendig forudsætning for både forskning i forebyggelsesmodeller og den praktiske iværksættelse af forebyggelse og understøttelse af forandringsprocesser.
Den overordnede målsætning med forskningen på Arbejdsmedicink Klinik er, på et videnskabeligt grundlag, at identificere sammenhænge mellem arbejdsmiljø og helbredsforhold, således at relevante forebyggelsesaktiviteter kan iværksættes og evalueres, til gavn for virksomheder og borgere. Årsager søges i et bredt perspektiv, som involverer både biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Klinikens forskning skal være af høj international standard og have en kvalitet, der gør klinikken konkurrencedygtigt og i stand til at opnå betydelig ekstern finansiering i fri konkurrence med andre forskningsmiljøer.
I de kommende år vil Arbejdmedicinsk Klinik, klinisk og forskningsmæssigt, fokusere på:
- Interventionsprojekter, det vil sige forskningsbaseret forebyggelse i udvalgte brancher og virksomheder.
- Udstødning fra arbejdsmarkedet - med vægt på de patientgrupper der har et potentiale til forebyggelse af udstødning og social deroute.
- Arbejdsbetinget stress, herunder behandling
- Medarbejderen i organisationen - med vægt på at udvikle og formidle nye og bedre måder at tilrettelægge arbejdet på
.
Derudover vil vi fast holde vores tre hidtidige fokusområder:
- Forskning i arbejdsrelaterede bevægeapparatslidelser
- Forskning i psykosocialt arbejdsmiljø
- Forskning i arbejdsulykker.
Der er allerede, gennem den forskning, der er udført, en god viden om de traditionelle ergonomiske risikofaktorer. Samtidig vil ensidigt, gentaget arbejde og tunge løft reduceres de kommende år gennem automatiseringer og out-sourcing til lønbillige lande. Meget taler imidlertid for en integration af bevægeapparats- og stressforskning samt forskning i arbejdsulykker og psykosocialt arbejdsmiljø. Der er således fortsat brug for studier af det komplekse samspil af faktorer der betinger opståen og forløb af bevægeapparatssmerter og stress, hvor belastninger i arbejdsmiljøet spiller sammen med individuelle og kulturelle forhold. I forskning i psyko-socialt arbejdsmiljø vil Arbejdsmedicinsk klinik i de kommende år fokusere mere på arbejdsbetinget stress. Vedrørende forskning i arbejdsulykker vil Arbejdsmedicinsk klinik i de kommende år først og fremmest satse på mere interventionsforskning. På ulykkesområdet er de betydende faktorer en række fysiske arbejdsmiljøpåvirkninger på den enkelte arbejdsplads, ofte i kombination af stress og arbejdstilrettelæggelse. Også her er der brug for omsætning af denne viden til praktisk forebyggelse.










